Vin og vandring – lige en ferie for mig, da begge dele fint rammer to af mine interesser. Naturligvis skulle jeg på den rejse. Win win!
Når vi siger Valpolicella – tænker vi straks på Amarone. Eller det gjorde jeg i hvert fald, hvilket jo ikke er helt ved siden af, da dette område er kendt for sine dejlige velsmagende vine.
Men hold nu op et slaraffenland af vandreruter – i storslåede bjerge og gennem smukke vinmarker.
Jeg var indkvarteret på en smukt beliggende familiedrevet vingård, Costa degli Ulivi i Fumane, omkranset af egne vinmarker og olivenlunde i Valpolicella dalen.
Vi var kun lige blevet indkvarteret på vingården – så måtte vi smage deres egen skønne og kølige hvidvin. Vin og hygge, blev en fin indgangsvinkel til, at lære hinanden bedre at kende.
Vin og vinsmagninger manglede der bestemt heller ikke i ugens løb. Herunder en interessant smagning, hos en biodynamisk Amarone producent i nærområdet. En smagfuld aften i hans hyggelige vinkælder
Men vandres skulle der jo også… 🙂
Vandringer i bjergkæden Monti Lessini hvis 2.000 meters høje bjergtinder rejser sig over Norditaliens byer Verona og Vicenza. Her var målet at komme til Corno D’Aquilios top 1.545 meter oppe, med start ved 1.120 meters højde i Tomassi.
Udsigterne står i kø, for hvert sving – for hver opstigning, herunder bjergkæden Baldo der med sin 40 kilometers længde, adskiller Gardasøen og Valpoliccella.
Turen til toppen var fænomenal. Det ene øjeblik grønt og frodigt – det næste goldt, bidende koldt og tåget. Vi klædte os ekstra på og holdt os tæt til hinanden i tågen.
På toppen mødes vi af et lille lokalt sted, hvor vi kan få lidt varme og tørre vores våde tøj, ved den åbne ild i pejsen, men også lidt dejlig varm suppe, inden turen går videre.
Næste dags vandring på ryggen af Monte Baldo, med sine 1.830 meters højde – byder på et view over den dybblå, spejlblanke Gardasø – som omkranses af stejle klipper med et blødt lyslilla skær.
Monte Baldo er også kendt som Italiens botaniske have. Vi mødes derfor af mange smukke farverige og vilde blomster – heriblandt edelweiss, bonderose og ensian.
Jeg vælger at gå hele turen ned, i selskab med to andre. Udsigten over Gardasøen på vej ned, er uvurderlig – spektakulær.
Det blev en anstrengende og lang tur – men en oplevelse af de særlige, hvor landskabet det ene øjeblik er rå bjerge, det næste tæt skov med lysninger, så man lige kan få en udsigt med på vejen. Turen kræver konstant koncentration, da underlaget hele vejen er skiftende og fødderne skal sættes rigtigt, for ikke at komme galt afsted.
En hviledag, med et besøg i historiske Verona, byder på dejlige timer, med tid til at shoppe delikatesser, besøge Romeo og Julie’s berømte altan og nyde Aperol Spritze med udsigten til det smukke Arena di Verona.
Botecca Vini, som er Veronas ældste restaurant, findes i en lille smøge, væk fra de travle shoppinggader. Her mødes vi alle for en helt fantastisk middag i selskab med de lækreste og dyre vine til. Stemningen er i top – blandt de lokale ivrige, højrøstede og gestikulerende italienere. Virkelig en aften i topklasse!
Flere skønne vandredage i Monti Lessini bjergene, denne gang med en autentisk frokost bestående af diverse ”bjergretter” på sæteren Malga Lessinia. På turen videre ad muldyrstierne mødes man af en healende ro og et simpelt liv. En verden for sig.
Den sidste dag gik vores vandring gennem vandfaldsparken Cascate – Ponte di Veja klippebro, som med brusende vandfald, var et historisk møde, kendt for sine stanalderfund. En dejlig dag, der blev rundet af med en vinsmagning, baseret på Veneto-regionens to klassiske druer, Corvina og Rondinella, hos den lokale vinbonde.
Italien som vin- og vandreland, er og bliver unik!
Endnu en gang blev jeg tanket op, af oplevelser, minder, venskaber og en uvurderlig energi.
Når jeg efter, en vandreferie i bjergene, sætter støvlerne på dansk jord igen, er jeg høj. Jeg er blevet afhængig af at vandre i bjergene og det det giver mig. Jeg får alt det jeg kommer efter hver gang og mere til. Jeg får brugt min krop og musklerne kommer på overarbejde. Jeg får overskredet mine grænser igen og igen. Min verden bliver udvidet og jeg lærer noget nyt hver gang. Jeg bliver klogere på mig selv og ikke mindst kan jeg mærke mig selv – jeg er SÅ meget mere i live med bjergluft i lungerne og denne tur var ingen undtagelse!
