Kyst til Kyst Stien

Solotur tværs over Jylland | Blåvandshuk til Vejle


Efter en lang tur med det offentlige fra Vejle til Billum station og herefter med Flextrafik til Blåvandshuk Fyr, var jeg SÅ klar til at begive mig ud på ruten “Kyst til Kyst Stien”. 140 km ventede forude.

Jeg havde længe tænkt, at jeg ville gå denne rute. Jeg havde læst om den – set og hørt fra andre der havde gået denne strækning – tværs over Jylland. Inspireret heraf, måtte jeg simpelthen afsted. Nu var det min tur.

Som udgangspunkt går ruten fra Vejle til Blåvandshuk, men jeg valgte at gå den modsat – altså fra Blåvandshuk til Vejle.


Jeg lovede jer foto – spam… og det får I!

Dag 1: Blåvandshuk Fyr til Ho bugt | 25 km

Ud på eftermiddagen fredag, kunne jeg endelig strække ud langs den brede smukke Vesterhavsstrand. For hvert skridt, lagde jeg det knejsende Blåvandshuk Fyr bag mig. Jeg nød Vesterhavets brusen og frihedsfølelsen, det bragte med sig. Jeg følte mig fri og klar til de kommende vandredage der ventede forude.

Frihed og kærlighed til naturen – dens magi og kræfter. En helt ubeskrivelig følelse, der fylder mig hver gang jeg begiver mig ud på nye eventyr i naturen uden at kende det der vil møde mig.

Duften af hav og synet af leg på strand og vand, fyldte mine energidepoter og inden jeg fik set mig om, mødte jeg den første “Kyst til Kyst Stien” markering. En fint afmærket stolpe med skiltning og gul top. Jeg fulgte pilen, som førte mig væk fra stranden og ind i landet.

Skønne timer i støvlerne, der førte mig gennem landskaber og områder, der stadig bar præg af, at være tæt på havet. Varieret terræn og natur. Den ene kilometer efter den anden.

Inden jeg fik set mig om havde jeg lagt 25 km bag mig og klokken nærmede sig 19.30. Træt og færdig for dagen, søgte jeg en passende lejr. Da jeg ikke orkede meget længere, blev det på anvisning og tilladelse af to lokale jægere, en parkeringsplads ved Ho Bugt. Lidt weird – men fint. Mad og søvn var tiltrængt.

Dag 2: Ho Bugt til Karlsgårde lejrplads | 33 km

Ud af soveposen – pakke sammen – tilberede lidt morgenmad og en god kop kaffe. Det er her mit hjemmeblandede morgenmad i frysepose gøres klar og vand til kaffen sættes over i Jetboileren. Jetboileren som er uundværlig på mine ture.

Via kortet fastlægger jeg planen for dagens etape, som denne dag går langs Varde Å og målet er Karlsgårde lejrplads. En meget smuk strækning – men våd. Visse steder er Å’en gået over sine bredder, andre steder synker man i. Hele området bærer tydeligt præg af at være en Ådal. Man er ikke i tvivl.

Undervejs passerer jeg fiskere der står langs åen. Med lidt held, er der laks at fange og nogle var heldige. En hyggelig snak om dagens fangst, gav mig korte og lovlige pauser på vejen.

Mange tusind skridt og 33 km senere lander jeg på den hyggeligste lejrplads, Karlsgårde. Her møder jeg andre vandrere og hen over aftenen udveksles der oplevelser på ruten og erfaringer i øvrigt – herunder grej (naturligvis), inden jeg kryber i soveposen for natten. Træt og brugt, men glad.

Dag 3: Karlsgårde sø til Okslund | 36 km

En god nattesøvn gør underværker. Kroppen restituerer sig over natten og gør sig klar til næste dags strabadser.

Dagens etape går denne gang langs Holme Å. Her er så fint og stierne snor sig smukt gennem landskabet.

Jeg er virkelig kommet på landet. Langt væk fra alting. Her er ro og det emmer af liv på marker og stier. Jeg må se mig for, da det kribler og krabler på stierne. Blanke biller, farverige larver og små mosegrise, har travlt med det de nu skal og jeg må ikke forstyrre. Så jeg træder varsomt og nyder det jeg møder på min vej.

Dagen går på hæld og nattens lejr skal findes. Det viser sig, at jeg er gået for langt og må tilbage igen, da lejren ligger væk fra stien. Jeg finder den – teltpladsen ved Høllund. Hurtigt sætter jeg teltet op. Laver et måltid mad og så i soveposen. En fin lille plads omkranset af store graner der med vindens hjælp giver lyd fra sig natten igennem.

Dag 4: Høllund til Bindeballe | 32 km

Så er det afsted på stien igen.

En diset morgen, hvor de fine dråbepyntede spind i det våde græs tydeligt træder frem.

Landskabet syner eventyragtigt, da jeg træder ud i et magisk og meget smukt naturrum. Bløde bakker og stier beklædt med lyng, så langt øjet rækker. Det er fabelagtigt og i samme moment, får jeg et kor af glade kobrøl gennem denne stille morgen. Det er et af de øjeblikke man sent glemmer. Et øjebliks lykke!

Hele denne dag skifter sceneriet, fra dette syn – denne oplevelse, til langstrakte marker med Højlands kvæg, Køer og Får. Gennem vådområder og stier der her begynder at krydse Hærvejen.

Efter 32 km i støvlerne, slår jeg lejr i Bindeballe Købmandsgård. Det er et sted der skal opleves. En skøn tidslomme.

Her er mulighed for at handle, for at købe en kop kaffe – og ikke mindst, få et bad. Jeg plukkede af det hele og nød aftenen med Rosé i glasset under en funklende stjernehimmel. Hvad mere kan man ønske sig!

Dag 5: Bindeballe til Vejle | 22 km

Sidste dag på ruten. Det er altid lidt vemodigt, at træde den sidste dag. Dagene flyver afsted og man fyldes med indtryk, som skal have lov at bundfælde sig. Any way… det er sidste vandredag på denne tur og en kold øl vinker forude ved Vejles kyst. Så afsted med mig!

Det sidste stræk, går gennem Vejle Ådal. En fin sti, med en del grus- og asfaltstier. Nem og fremkommelig. Hey… og ikke våd! Vejle Ådal er smuk og stien her løber langs med Bindeballestien, som er en mulighed at tage en afstikker på – hvis man lyster.

Jeg nyder dagen og stilheden omkring mig velvidende, at jeg inden længe møder byens travlhed, lyskurve og støj. Sænker farten lidt og tager en god lang frokostpause tæt på åen.

Jeg vil ikke give slip endnu!

Med 22 km i støvlerne, når jeg Vejle Lystbådehavn. Passerer “Bølgen” på min vej og for første gang ser jeg den tæt på. Bygningen er smuk og ligger helt vidunderligt. Tæt på kreative områder helt ned til Vejle Fjord og med skoven som nabo. “Bølgen” er et boligbyggeri der er inspireret af Jørn Utzons operahus i Sydney.

Jeg takker af med taknemmelighed. En helt igennem smuk og givende vandring. Ikke teknisk svær, men alligevel lettere udfordrende grundet vådområder og flere steder skrå stier.

Med 148 km i støvlerne, vender jeg næsen hjemover til det Københavnske. Fyldt op med overskud, glæde og energi – med smukke scenerier på nethinden og en indvendig ro, der giver mig styrke i hverdagen.


Reflektion | Info

Der er meget at udforske på denne vandring. Udover blot at nyde freden og naturen fuldt ud, med alt hvad den byder på. Med afstikkere til seværdigheder og et smut ind til Varde eller andre byer undervejs, kan man snildt koble flere oplevelser på.

Ruten, som er fint afmærket hele vejen, kan deles op i etaper, som man selv ønsker – afhængig af hvor langt man har lyst til at gå pr dag. Der er mange fine lejrpladser og andre overnatningsmuligheder undervejs, så det er bare at vælge og tilpasse turen helt efter eget ønske.


Via nedenstående link kan du finde yderligere information omkring ruten, overnatningsmuligheder o.m.a.:

https://www.kyst-kyststien.dk/


Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har yderligere spørgsmål – via mailadressen: susanne@livetsvandring.dk

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen