Camino del Norte 2022

En dagbog om min vandring på Camino del Norte…

Pilgrimsvandring langs Biscaybugten, fra Irún til Santiago de Compostela | 850 km

Det er en følelse, og en afhængighed der fylder mig… Caminoen kalder på mig og fortæller, at det igen er tid til at tage afsted.

At gå Camino, er ikke blot at gå. Ikke blot at gå langt. Det er så meget mere!

For mig handler det om frihed, store vidder og fordybelse i Pilgrimmenes fodspor. En historisk vandring. En stærk og bevæget følelse af at træde en stærk historie ind i nutiden. Pilgrimmens historie… Apostlen Jakob den ældre.

Det handler om at finde mig selv. At bruge mig selv i hoved og krop. At trække stikket ud for en stund. Reflektion og det simple liv. At se indad. At være til stede i rejsen. I min indre rejse.

Jeg er bevidst om hvor jeg er i livet. Bedvidst om, at jeg skal gribe ud efter livet mens jeg kan – herunder mine Camino vandringer. Bevidst om hvad der gør mig godt – i mit indre univers. At gøre en forskel.

Det handler om at få mit indre kompas indstillet på rette kurs og ikke bare nøjes med… At være tilstede i nuet. Nuet der danner den fineste ramme om den Camimo magi jeg møder på min vej. En magi jeg hver gang tager med mig hjem. Lettere i krop og sjæl. Med en livsglæde og selvindsigt, der for hvert skridt, folder sig ud i fuldt flor – forstærket og givende.

Det er her, at Camino vandring udskiller sig fra andre vandringer. Den lange og langsomme rejse sætter hurtigt sine spor, hvor ro og en skærpet bevidsthed, sniger sig velkomment ind.

Livets værdier sættes i perspektiv!

Apostlen Jakob – skytshelgen for Pilgrimme!
I vore dage er apostlen Jakob bedst kendt som Spaniens skytshelgen, hvis formodede jordiske rester besøges af titusinder af Pilgrimme hvert år i Santiago de Compostela i Galicien i det nordvestlige Spanien.

Datoen for min planlagte Camino del Norte, nærmer sig hastigt

Forberedelserne har været i gang et stykke tid og siden flybiletten blev booket med afrejse den 1. juni 2022, er ikke mindst processen med rygsækkens indhold optrappet. Faktisk er jeg ret tilfreds med, at jeg med nogle justeringer… nogle op og nogle ned i vægt, holder mig under de 5 kg (uden vand).

Som følge af mine tidligere Camino vandringer, er jeg bevidst om hvor meget det betyder, at rygsækken ikke indeholder mere end der absolut er brug for og dermed en vægt der er så lav som muligt.

Camino vandring er en vandring i det simple liv!

Rent faktisk behøver vi som menneske ikke ret meget fysisk i rygsækken for, at skabe et liv i værdi. En erkendelse man hurtigt kommer frem til, når man bevæger sig i det simple liv. Dag for dag er det friheden og den healende effekt, der fylder mit sind, mit hjerte og min”rygsæk” mest.

Jeg tror på skæbnen og ikke mindst på, at den på mine Camino vandringer viser mig vej. Mit indre finder ro. Mine tanker og følelser får frit løb. Her har tid ingen betydning. Her er højt til himlen. Jeg kan fordybe mig i alt der rører sig i mit indre og ydre.

Jeg vender hjem med en rygsæk, der forhåbentlig vejer mere end udgangpunktet, hvor vægten ligger i det indre – men lettere om hjertet.

Denne Camino vandring tilegnes heling og kærlighed i en sårbar tid!

Irún til San Sebastian * 27 km

Efter en lang rejsedag i går, ankom jeg til Irún. Startbyen for Camino del Norte.

Herfra startede jeg min første vandredag på Caminoen. Og hvor har jeg dog savnet det… Det er min medicin, min indre healing. Jeg ved at jeg altid kan stole på, at hvert skridt på dens stier kun vil mig det godt.

I dag var en hård vandring, stejle op- og nedstigninger, men ufattelig smuk. Selvom udsigterne over Biscaybugten var pakket tæt ind i tåge og fratog mig den oplevelse, blev magien i bjergene forstærket, som jeg med taknemmelighed tog ind.

Som dagen skred frem kom solen og åbenbarede ikke blot bugten men også de smukkeste stier.

I Pasaia sejlede jeg over til modsatte side. En micro kort tur.

Her nød jeg en lille frokost med de Pilgrimme, jeg over dagen fulgtes med. En stor del af Caminoen er fællesskab.

Et fællesskab som opstår helt af sig selv. Vi er på samme rejse. Livets rejse. Den indre rejse. Det er så lige til… om de er fra Tyskland, US, Canada, Australien eller Spanien, så slår vi fint følge og deler livserfaringer, til trods for evt sprogbarriere.

I San Sebastian mødes vi af en yderst hjælpsom lokal herre, der gerne fører os til et Albergue i nærheden. Gennem denne indtagende og levende by, føres vi gennem livlige gader, langs en imponerende strandpromenade.

Vel fremme og indkvarteret, mødes vi på en Café for lidt velfortjent mad inden køjen, da morgendagens vandring starter kl 6.

Pas på dig selv og vær god ved andre!

San Sebastian til Getaria * 27 km

Det var en tidlig start i dag. Kl 6 i tusmørke, som hurtigt lysnede. Det har været et perfekt vandrevejr og solen titter lidt frem indimellem, men mest er det overskyet. Det gør til at vandredagen på en eller anden måde går lidt lettere.

Igen i dag følges jeg med José fra Spanien og Irena fra Tyskland.

Selvom vi følges… gør vi det også hver for sig og vandringen i dag over bjergene og gennem skoven har givet mig ro.

I de stunder har jeg trukket mig lidt tilbage. Ind i mine tanker. Givet mig tid til at fordybe mig i det som er vigtigst i mit liv lige nu. Og egentlig også, at slippe det igen. Prøver at styre mine tanker og nogle gange er det nemt. Andre gange er det svært. Hard times.

Efter tre timers vandring lykkedes det at finde et hyggeligt sted at få den velfortjente hjemmebryggede og velsmagende kaffe, samt lækker omelet af de friske æg, fra gårdens egen avl. En dejlig oplevelse. Senere fandt vi ud af, “familien” er en religiøs sekt. Well… kaffe og omelet gjorde godt og vi havde en god oplevelse.

Ca 3 km senere ankom jeg til byen Orio. Yes… Orio er en by og ikke en kiks i det her tilfælde. Så jeg var ikke havnet i en klapsammen kiks, men i en lille hyggelig by.

Gennem byen Zarautz til Getaria, hvor natten tilbringes på udmærket Albergue.

Byen Getaria er kendt for sit fiskeri og dermed også fiskerestauranter. En mega hyggelig gade hvor lækkerierne står i kø. Det er bare at vælge og nyde. Det gør vi så!!

Vejret til aften står på lyn og torden, samt et brag af store hagl…

Så nu vil jeg læne mig tilbage og slappe af for i dag.

En god dag tager sin ende…

Getaria til Ibiri * 25 km

Dagen i dag startede fint med en smuk vandring til Zumaia, og så lidt krøllet. Med lidt frem og tilbage på ruten for at finde frisk kaffe og derefter tage en anstrengende omvej. Men med fine udsigter.

Back on track… møder bjergene mig brutalt. Velvidende at går det ned – går det også op… i en evig gentagelse.

Men ingen piv herfra, selvom sveden drypper… og alle muskler fra bagdel til fødder er på overarbejde. Det et hårdt, men det føles godt. Det føles rigtigt.

Som udsigterne møder mig, konfronteres jeg også med følelser og tanker, som får tårerne frem. Jeg bliver ydmyg og rørt på samme tid. Livet giver – livet tager… På godt og ondt.

En god pause i Deba med Tortillapatata og en Aqua con gas, gav nye kræfter til dagens sidste etape på 5 km til Ibiri.

Hyggeligt Albergue Izarbide smukt beliggende i bjergene, er indtaget og nu står den på hygge inden fælles middagen indtages.

Fællesskab!

Ibiri til Zennarruza * 30 km

Allerede dag fire… og det føles som om jeg har været her længere. Tror vi alle kender den fornemmelse… efter få timer på ferien, føles det helt naturligt, at bevæge sig i de omgivelser vi nu er landet i. Føles ikke som hjemme, men bekendt – trygt.

Så nu er jeg så her… dag fire… og endnu en smuk vandredag. Vejret var med mig. Morgensolen åbnede himlen på smukkeste vis og lukkede dagen ind.

En vandring hvor teknik og koncentration i det skiftende underlag, var nødvendig. En lang, varm og god dag.

En dag, med knap så megen snak. Mere fordybelse. Mere mig. Mere af det jeg er her for.

Via Markina-Xemein er jeg igen landet i bjergene for natten. Denne gang på klosteret – Albergue i Zenarruza.

Som Pilgrimmene kommer ind, hygges der med en lokal kloster øl, før messe i kirken og derefter med fælles middag.

Taknemmelighed!

Zennarruza til Larrabetzu * 37 km

Der er egentlig ikke så meget at sige om i dag… og så alligevel.

En tidlig morgen… Jeg var hurtigt klar kl 5.15.

Jeg har lært teknikken med at pakke min rygsæk hurtigt og effektivt, uden at forstyrre og vække de øvrige i rummet.

Rygsækken er nærmest pakket inden jeg går i seng. Det der ligger øverst er mine toiletsager og det tøj jeg skal have på.

Jeg tager min rygsæk, min sovepose og min oppustelige pude under armen og lister ud af rummet, helst uden lys – evt med min pandelampe tændt.

Pakker mine sager hvor det giver mening. Husker mit vasketøj der hænger til tørre og mine vandrestave.

Det samme ritual i morges og så afsted.

En rigtig dejlig vandring. Solen står op fuglelivet vågner og synger mig elegant på vej i de smukke, men anstrengende omgivelser.

Sommerfuglene har fulgt mig livligt i dag. Som altid ved jeg, at de følger mig af en årsag. De fine rødbrune er Jan, som også fulgte mig på min Camino sidste år. Desværre og alligevel er de smukkeste hvide sommerfugle kommet til i år – Stephanie. De har i hobetal danset på min vej i dag, samt de smukkeste hvide hjerteformede blomsterblade der roligt dalede ned for mine mine fødder.

Jeg finder stor glæde, trøst og styrke ved deres tilstedeværelse – jeg ved at de er med mig og jeg med dem – Stephanie og Jan.

Det blev samlet set til 37 km i de fineste omgivelser.

Stilhed – snak – stilhed – snak…

Møder andre Pilgrimme og slår et par ord af… taler om en vellykket og hyggelig aften i går. Taler om ruten og hvor vi hver især tænker at overnatte.

Et “Buen Camino” og turen går videre. Camino fælleskab er helt unikt!

Havde et mål for i dag, som jeg alligevel rykkede og dermed også med 10 km mere i støvlerne.

Udmattet, træt og svedig, indkvarteret på Albergue i Larrabetzu. Et hurtigt brusebad, så energien vender tilbage. Tid til en kold Radler eller to… og benene oppe.

Velfortjent!

Larrabetzu til Baracaldo via Bilbao * 30 km

Morgenens første etape går mod Bilbao. Vejen er nem, men lidt kedelig. Dog ikke mere end hvad Sting og Shaggy kan hype med sangen “Morning is coming…”.

Efter godt 15 km, toner Bilbao frem. En enorm by set oppefra.

En god pause på en Café i det sydende byliv, nydes over en kop kaffe. Her besluttes det også, at dette besøg bliver et Camino besøg uden sightseeing.

Byen har vildt meget at byde på og det jeg mødte på min vej, fandt jeg interresant. Bla morede jeg mig meget over deres tørrestativer med paraplyer.

En fin OG varm tur ud af byen og op i bjergene. Væk fra byens larm. Her er livet straks et andet. Tilbagelænet og roligt.

Fugleburene hænges ud og kæledyret luftes i træerne med udsigt til storbyen, side om side med vasketøjet der hænger til tørre.

Jeg forestiller mig, hvordan det må være at bo her og med den udsigt. Forestiller mig hvilket lyshav det må være at se oppefra, når natten falder på.

Under en pause i skyggen, mødes vi af dramatik… og gudskelov, at vi ikke gik på vejen i det øjeblik. For snart kommer en lille sort bil med to unge mænd ræsende op ad den smalle bjergvej og rundt i svinget hvor vi sidder. De blokerer bremsen ud for os og det samme gør en modkørende. En moden mand det skælder ud og ryster hovedet. Den sorte bil kommer hurtigt udenom og ræser videre, stopper og har travlt med at træde noget ud i græsset inden de igen er væk. Kun få minutter efter kommer politiet i to biler ræsende, ser på os og vi peger bare i retning af den sorte bil. Ræset kører videre uden os som tilskuere…

Lidt overvældet af det hele og et gætteri på hvad det kan handle om (narko!?), går turen videre til dagens slutdestination.

Jeg er lidt flad i dag. Det er nogle fine, men anstrengende dage. Slapper af lige nu, efter et skønherligt bad og tøjvask.

Dont give up… keep on going!

Barakaldo til Castro Urdiales * 35 km

I aftes stod den på hyggelig fællesmiddag, tilberedt i Alberguets køkken. Dejligt med et hjemmelavet måltid.

I morges måtte jeg desværre tage afsked med Irena og José.

Det var svært selvom det var selvvalgt. I ugens løb, har vi sammen kæmpet os gennem bjergene, når de hvæssede kløer. Vi har hygget og haft det sjovt. TAK!

Efter godt to timers vandring gennem bymiljø, åbnede de grønne vidder sig endelig og i samme moment, begyndte en stille og vedvarende regn, der tog til on off det meste af dagen.

Himlen græd med mig!

Efter en god pause, møder jeg Danni fra Glasgow og vi slår følge. I silende regn vandrer vi langs Biscaybugten. Trods vejret, imponerer udsigterne mig stadig.

Wes fra England tilslutter sig selskabet og herfra lander vi off piste. Planen er at følge bugten det meste af vejen. Det blev ikke helt så nemt. Tæt krat og smalle stier blev vores udfordring, men giver os tillige en sjov og fin oplevelse.

Gennemblødte når vi frem til Castro Urdiales. Alle er nu indkvarteret på et lille hostel i havneområdet.

Mon ikke middagen i dag vil stå på fisk og godt selskab? Det satser jeg på.

Alt kan ske – the Camino way!

Castro Urdiales til Laredo * 32 km

En blændende solopgang fulgte mig ud af Castro Urdiales.

Jeg vinker farvel til havnebyen og fanger Caminoen. Jeg er på vej igen. Alene.

Jeg nyder en kop kaffe undervejs… og stilheden.

Jeg indhentes af Liz fra Nordengland og vi falder i dyb snak om de elementære og svære ting i livet, mens vi træder den ene km efter den anden. Langs kyster og bjerge.

En ørn med et vingefang så stort, flyver lavt over vores hoveder. Et overvældende og imponerende syn.

Efter en kaffepause med Liz går jeg videre alene gennem dagens sidste etape mod Laredo, men indhentes så i bjergpasset af Herman fra Tyskland.

Det bliver en flot vandring med udsigter og store rovfugle svævende over os.

Kærlighed viser mig vej. Hjerter toner frem under mine fødder. For hvert hjerte, sender jeg kærlighed tilbage.

Laredo er en levende og fin by. En aktiv strand og livligt bymiljø. God mad og velsmagende øl.

Indkvarteret på Monasterio de San Francisco i et Nonne værelset for natten, varer det ikke længe før jeg går omkuld.

Endnu en dag på Caminoen rinder ud i taknemmelighed for dagens givende oplevelser og spændende møder.

Alt kan ske – the Camino way!

Laredo til Güemes * 29 km

Sikken dag og sikken minderig aften!

Godmorgen klokken er 6.30 og morgenkaffen serveres af nonnerne kl 7. Hvilken luksus.

En times vandring til Laredos ende… og herefter med båd til Santona.

Fra Santona blev vi Pilgrimme fulgt ud af en hale af skolebørn på tur, før de første strabadser meldte sig. Endnu et bjerg. Sikken udsigt set oppefra og derefter en meditativ vandring langs stranden.

Turen herfra er desværre en del på asfalt. Men de fine omgivelser kompenserer.

Jeg går det meste af dagen alene. Hvilket er godt for mig. Ingen forventninger. Ingen forstyrrelser. Mit hoved, mit sind og mine tanker får frit løb. Kun krop og ben arbejder hårdt for at lægge den ene km efter den anden, bag mig.

Sol og varme tærer på kræfterne ud på dagen, så ved synet af nattens Albergue, kan jeg se en ende på dagens vandring.

Modtagelsen her med koldt vand og cookies, er varm og hjertelig.

Det er et specielt Albergue på alle måder… der er intro og fælles middag i aften. Historien bag Alberguet kan evt. læses via linket her:

https://www.alberguedeguemes.es/en/home

Sikken minderig aften det blev. Med fællesskab, historie og reminders om hvorfor vi går Camino.

En velsmagende fælles middag i kærlighed, tilføjet god vin, afslutter denne smukke dag og aften.

Det er ikke målet der er vigtigt – men rejsen dertil!

Güemes til Boo de Piélagos * 30 km

The Spirit… fra dagens oplevelse i går, hænger ved.

Morgendis og havgus, holder magien i live. Fatamorgana? Nej… det omgiver mig lige præcis i den natur jeg vandrer i, på vej til Santander. Gudesmukt og eventyrligt. Havets brusen og bølgerne der slår ind, forstærker bevidstheden om det NU jeg befinder mig i.

Jeg nyder magien og dens skønhed!

Men er dog også bevidst om, at denne magi og skønhed ikke er i stand til at viske en virkelighed og de hårde ting livet lige nu byder på, væk.

Caminoens healende effekt tager hånd om mig. Eller forsøger.

En vandring i stilhed med mig selv, hvor kun naturen er vidne, kan jeg agere og reagere som jeg føler rigtig. Jeg møder en ung spansk Pilgrim og vi taler om de samme fænomener han oplever ved at gå Camino.

I Somo møder jeg Laurent fra Frankrig og vi tager sammen færgen til Santander og går herfra til dagens mål. Boo de Piélagos.

På Alberguet møder jeg tidligere og nye pilgrimme – bla to interessante Pilgrimme fra Frankrig der går med en lille vogn. De har knyttet venskab og fremtidige vandringer efter et møde på en tidligere Camino.

Efter indkvartering og et bad putter jeg mig lidt under dynen, inden fælles middag kl 19.

Jeg døjer med lidt forkølelse, så hvile skal der til.

Fantasi, magi og virkelighed gå hånd i hånd – intet mindre!

Boo de Piélagos til Santillana del Mar * 22 km

En luksus morgen… sove længe til næsten 7. Beværtet med lækker morgenmad og personlig betjening.

For at krydse floden ved Boo de Piélagos, gøres det med tog. Stationen ligger to min fra Albergue Piedad og for Pilgrimmme er turen på 10 min, gratis.

Vi sættes af og dagens vandring starter ud. En vandring, der mest af alt bare er en vandring.

At lande i Santillana del Mar ud på eftermiddagen, var overvældende og anderledes. En fin gammel by. Lidt en turistfælde med alt hvad det indebærer. Her tilbringes natten i nydelige omgivelser.

De fleste tænker nok, at jeg er på ferie. Eventyr, storslåede udsigter og meget mere. Ja, det er ferie, men mest af alt en rejse. En rejse i mit indre. En sårbar og hård rejse, der åbner for alt der måtte røre sig… i nutid og datid. En rejse der åbner sig for det gode, det dårlige og alt derimellem.

For de fleste jeg møder på min vej, er det livskriser, livsændringer, indsigt og et forsøg på at finde sig selv, der er det væsentlige.

Frihed!

Santillana del Mar til San Vicente de la Barquera * 32 km

En hyggelig aften i går og i den smukke gamle by, i selskab med Laurent fra Frankrig. Han har i øvrigt gået fra Le Puy og har dermed passeret de 1000 km på nuværende tidspunkt. Respekt!

Dagen har budt på lidt af det hele. Varierede landskaber og udsigter. Følgeskab og alene vandring. Skyerne der hurtigt veg pladsen for en bagende sol. Gensyn og lidt hygge inden afslapning, i et forsøg på at komme mig.

Tankerne har ikke fyldt meget i dag. Det hele er flydt lidt ud. Måske ganske godt for en stund.

Jeg har tidligere nævnt, at denne Camino teknisk set er sværere end Camino Francés og det er den.

Til gengæld er Camino del Norte på mange måder ufattelig smuk og elegant med sin kyststrækning og fantastiske udsigter. Hvilket gør den særlig.

Jeg har skrantet de sidste dage, hvilket tærer på energien. Er på medicin og håber det gør en positiv forskel.

Mast og træt efter endnu en lang dag, siger jeg godnat herfra.

Tag vare på dig selv og dit helbred!

San Vicente de la Barquera til Pendueles * 27 km

Inden afgang i morges, måtte jeg desværre tage afsked med Irena, som jeg mødte på første dagen og igen i går. Hun måtte rejse hjem pga sygdom. Så ærgerligt for hende. Det blev lidt vemodigt at vinke farvel, da vi har delt mange timer og oplevelser sammen.

En rolig vandredag… ikke de store udsving… men lige hvad jeg havde brug for i dag.

Timerne alene på stierne, går let. Jeg møder ikke mange Pilgrimme. Faktisk ganske få.

Jeg møder små symboler på min vej, som rører mig.

Undervejs jumper jeg ind og ud af tanker. Nyder stilheden, mens jeg forsøger at lytte til mit indre kompas.

Det hjælper. Jeg er i bedring, efter nogle dage hvor helbredet har drillet.

I Pendueles, tjekkede jeg tidligt ind på et lille Albergue. Her er ro g forkælelse. Plads og tid til hvile. Her er helsedrikke, en luksus seng og eget værelse. Vasketøjet klares for 2€ og så ligger det rent og klar kl 7 i morgen. Lige til at hoppe i… for endnu en vandredag.

Vandring i stilhed!

Pendueles til Cuerres * 35 km

Dags dato… i alt 410 km – med 10 km mere er jeg halvvejs.

Smuk vandredag!

Den blev længere end først tænkt. Men stierne var smukke og førte mig afsted.

Skiftende scenerier, fra grønne stier med kvæg og bjældeklang, gennem bjerg- og skovstier hvor bjergkæder tronede i horisonten. Kysten der det ene øjeblik er rå og havet brusende, til de langstrakte strande hvor de lokale nyder livet i liggestole og andre der surfer på bølgerne.

Der har været masser af tid til at reflektere over aftenen i går…

Pilgrimsfælleskab… når det er stærkest!

En gribende aften og morgen, som følge af en intens og tårevædet snak. Sammenfald i en ung spansk mands skæbne fra han var 7 år, der læner sig om af det vores familie er ramt af. En ung mand der har gemt på sin smerte i alle disse år uden en tåre. Først i går slap han og græd. Han krammede mig som ville han aldrig slippe og igen her til morgen. Jeg gik derfra med tårer i øjnene vel vidende, at han endelig er klar til at fortælle sin historie til sin kæreste når han vender hjem.

Som følge af hans skæbne, har han på spansk en tatovering øverst på ryggen: Smerte er min lære!

Denne unge mand rørte mit hjerte så dybt. Vi græd sammen og for hinanden.

Endnu en gang viser “Caminoen” næstekærlighed og omsorg, på smukkeste vis.

I dag er jeg havnet i et “Bed bug” frit projekt… på Albergue Reposo del Andayón. Brusebad under åben himmel og låne tøj. Alt mit eget tøj og rygsæk skal blive udenfor. Lidt sjovt og anderledes… vi kalder det pyjamas party.

Hyggelige omgivelserne og skøn veranda og om lidt… dinner is served.

Omsorg og næstekærlighed!

Cuerres til La Isla -25 km

Endnu en smuk vandredag!

Når jeg nævner, at min vandredag har været smuk, er det fordi nogle etaper rent faktisk kan være trivielle uden det helt store. Med alt for meget asfalt og ensformighed.

Det ændrer dog ikke ved, at de km jeg går, de oplevelser og mennesker jeg møder på min vej og den helende effekt hvert skridt tilfører mig, er min sjæls lease.

Det er hårde dage… det er varmt og selvom min rygsæk i forhold til alle andres er light weight, tynger den som aldrig før.

Jeg tager de gode ting ind og nyder de gode og sjove øjeblikke, men det er ingen hemmelighed, at hver dag er en kamp i hjerte og sjæl!

Minder og tanker vælder frem – for hver en sten jeg forcerer på stierne.. smiler – græder – smiler – græder… Jeg føler på de sten jeg bærer i min rygsæk, hjemmefra og forstår stadig ikke virkeligheden i denne sårbare proces.

Men jeg går videre – videre – videre… Ultreia!!

La Isla til Amandi * 27 km

Morgenvandring langs kysten gør en god start. At høre havets brusen, se bølgernes kræfter slå mod kysten og når solens første stråler rammer vandoverfladen, kan jeg ikke ønske mere for denne morgen.

Lige indtil jeg drejer til højre, hvor jeg skulle have været til venstre. Det giver mig lige ekstra km på bjerget inden jeg rammer min rute igen.

Herefter er det bare at gå. Flytte den ene fod efter den anden. Lade tankerne flyde…

Det er en ekstrem varm dag. Solen banker ned og med 31 gr i skyggen, er den nådesløs.

Et par gode pauser med mad og drikke, holder kroppen i gang. Så de sidste af 27 km klares fornuftigt frem til Amandi og et skønt lille Albergue La Ferreria.

Her er en berigende ro. Kun 10 sengepladser.

Vi slapper af, deler dagen og leger med kattekillingerne der elsker vores opmærksomhed. Fødderne dyppes i floden i til megen morskab for os alle. Hvilken luksus!

Lige nu joker vi om hvornår vi får serveret vores middag… i dag… det er jo Spanien og de liver jo først op når vi andre går i seng.

Nyd nuet med dem der deler det med dig!

Amandi til Pola de Siero * 25 km

Sikken dejlig aften vi havde i aftes… lækker mad og vin ad libitum. Indtil nu den bedste aften omgivet af smukke mennesker og ligeså smukke omgivelser.

Masser af snak og latter på tværs af bordet og jeg blev et emne… ja, nær afsat i løbet af aftenen…

Jeg har fået en tilbeder, der synes jeg er den smukkeste kvinde på Caminoen – Juan fra Spanien. Alle bakkede op om denne romance under megen ståhej og godhed.

Men i dag gik vi hver sin vej.

Det er her ved Villaviciosa, at vejen deler sig og går hhv mod Gijón og Oviedo.

Juan gik mod Gijón og jeg mod Oviedo.

Så efter en herlig vandrig i selskab med unge Franziska fra Tyskland i dag, er jeg nu i Pola de Siero.

Lilian og Michel fra hhv Schweiz og Tyskland, landede senere og vi alle inkl to franske kvinder gik ud i byen for at nyde en god Pilgrimsmenu a 10 €.

Lilian og Michel pusher mig for at møde Juan igen morgen i Avilés, da jeg planlægger at tage fra Oviedo tilbage til Camino del Norte. Hvem ved…

Caminoens veje er uransagelige!

Pola de Siero til Avilés via Oviedo, samlet * 46 km

Min dag blev anderledes… men ganske god.

Jeg havde besluttet mig for at vandre fra Siero de Siero til Oviedo og derfra tage bussen tilbage til Camino del Norte. Avilés.

Jeg lavede en afstikker via Oviedo og det var afgjort en rigtig fin beslutning. Ruten var smuk og fin og ikke så strabadserende som ruten via Gijón er.

Min korte tid i Oviedo indfriede mine forventninger. Her var gang i kirkelige ceremonier i Katedralen, som jeg på tæt hold fulgte.

Der var messe i byens Katedral og jeg deltog. Det var tydeligvis en festdag. Musik og dans fyldte gaderne.

Jeg fandt busstationen og indløste min online købte billet. Turen på en halv times kørsel var rar. Jeg nød bare at sidde lidt ned og se landskabet passere.

I Avilés må jeg bare sige, at også her er hyggeligt. Også her er det en festdag, hvor ganske unge piger er klædt i det fineste skrud. Glade og forventningsfulde.

Lander på dagens Albergue og hvem møder jeg der – Juan og José. Efter et bad gik jeg igen ud i gadebilledet. Men en storm og lidt regn trak mig ind igen.

Caminoen er uforudsigelig!

Avilés til Muros de Nalón * 23 km

Avilés forlades gennem byen, med en frisk kop kaffe før afgang.

Det er forholdsvis nemt at finde stierne ud af byen.

I dag har jeg lidt at deale med i tankerne, så der trampes rask afsted og den ene km tager den anden. Det hjælper noget, men tager kun brodden.

Snart møder jeg Juan på vejen. Bydes på en kop kaffe, inden de sidste km til Muros de Nalón.

En lille flække møder os hurtigt med et lille og hyggeligt Albergue La Naranja Peregrina. Raphael byder os velkomme og snart går snakken.

Her er en rolig og hjemlig atmosfære.

Middagen – en sammenkogt ret simrer på komfuret og kl 18 serveres den, til alles tilfredshed. “Fabada Asturiana”. En typisk ret for Asturias.

Cider er også yderst populært på disse kanter, så det skal selvfølgelig også nydes – OG skænkes på korrekt vis.

Tak for en dag, der med hver km lukkede lidt sol ind i mit sind…

Muros de Nalón til Cadavedo * 36 km

Efter en rolig nat og en velassorteret morgenmad på det dejligste Albergue, var det tid at bryde op.

Det blev med et langt og kærligt kram med Pedra fra Lund i Sverige. En skøn kvinde der hurtigt vandt mit hjerte. Vi havde en fantastisk og givende snak i aftes. Tak for endnu et berigende møde på min pilgrimsvej.

Også til værten Raphael blev der givet kram for en herlig oplevelse.

En vældig god seng og et lækkert badehåndklæde (på Caminoen er det en velkommen luksus), samt god mad og drikke og et nærværende værtsskab.

Juan og jeg fulgtes ad og endte med at gøre det hele dagen. Samtlige 36 km.

Det har været en god dag, men hård. Der har været uendeligt mange op- og nedstigninger i dag. I stenet og mudret terræn i en uendelighed. På denne rute og på dette stræk, er der ikke meget – nærmest intet, hvor man kan tage en god pause og lidt at forkæle dig selv med. Det er lidt træls.

Men det gode selskab opvejede det, også selvom vi har en sprogbarriere. Juan kan kun spansk og jeg kun dansk, engelsk og tysk. Så vi siger hurra for Google translate.

Da vi endelig kommer frem til dagens Albergue, bliver vi noget skuffede. Det ligner nada. Vi står lidt og ser på hinanden, med favnen fuld af mad og vin købt i et supermarked på vejen.

Ja, det er ligesom ikke andre muligheder, så vi vælger at se på sagerne. Sengene er rene og pæne. Selve omgivelserne er også rene, men gamle og slidte.

Det ender med, at værtinden, taler ørerne af Juan. Ja, jeg er jo heldig… og forstår ingenting. Imens nydes mad og vin. Nu er der ro på, så vi forhåbentlig kan slappe lidt af.

En vældig flink italiensk Pilgrim er her også. Han er ude at spise, men joiner os snart igen.

Tillige en yngre tysk Pilgrim installeret i telt udenfor. For to uger siden redder han en hund på sin vej, fra grumme kår… alt dette starter en lang og meget dyb snak… han fortæller om sin voldsomme livshistorie, med mange ups and downs. Lever på Caminoen on off. Det er så hjertegribende og uforståeligt, at nogle skal gå så meget igennem.

Caminoens kontraster er ikke til at komme uden om!

Cadavedo til Otur * 25 km

Jeg savner min familie hver eneste dag. Jeg savner mine børn og børnebørn så uendeligt meget. Jeg elsker dem overalt!

For første gang på en Camino har jeg følt hjemve… Jeg har flere gange tænkt på at rejse hjem…

Men netop denne gang er det vigtigt, mere end nogen sinde, at jeg tænker på mig selv først – tager iltmasken først… en nødvendig heling… i mit livs smertefulde krise.

For mig – for min familie!

I dag er det bare otte uger siden, at verden væltede omkring mig… os… Intet vil være som før!

Alt dette dealer jeg med på min vej. Det er en heling. Det er benhårdt. Det gør rasende ondt i mit hjerte og min sjæl. Indeni vil jeg aldrig hele helt. Jeg græder, skriger, skælder ud og græder igen.

Det ændrer ikke ved virkeligheden. Men samtidig ændrer det alt.

På min vej møder jeg de sødeste, omsorgsfulde og åbne Pilgrimme – fra hele verdenen. De giver mig håb. De giver mig tro. De giver mig forståelse. De inspirerer og løfter mig. Nogle giver endog helende massage, hvor og når det behøves… Alle, som i alle er de Pilgrimme i hjertet!

Så jeg vandrer videre og tager det altsammen ind. I taknemmelighed og med kærlighed.

Sammen er vi stærke! Sammen gør vi en forskel!

Otur til La Caridad * 22 km

Vågnede til en voldsom regn og går til ro med en voldsom regn. Så skulle man tro at hele vandredagen var i regn. Men nej…

Da morgenmaden var indtaget, drog jeg afsted i finregn, som efter få timer helt aftog.

Landskabet var fint og naturen frisk og duftende ovenpå nattens regn. Til gengæld var stierne våde og mudrede.

Men ja, en fin vandredag uden en bagende sol til at dræne undervejs.

Der var god tid til et par tiltrængte kaffepauser og ovenpå en befriende melding hjemmefra, var det nemmere at slappe af og nyde. Trække vejret lidt lettere.

Landet i La Caridad, var det tid til en kold øl og et besøg i supermarkedet.

Lidt god fælles mad med Juan i Alberguet, inden bad og tøjvask. Så alt i alt en god dag.

Jeg sender en kærlig tak til den “hvide sommerfugl” der fulgte mig på min vej i går. Hørte min bøn og gjorde den til virkelighed.

Når bønner høres, styrkes min tro!

La Caridad til Ribadeo –24 km

Så gik turen videre… lidt god morgenmadshygge på Alberguet inden afgang.

Igen, ikke så meget at sige om selve dagens etape. Det meste af den lignede mange af de foregående.

Detsværre er der længere mellem alting på denne Camino. I dag lykkedes det dog at finde et enkelt kaffested undervejs.

Det jeg ellers kan sige om dagens etape er, at vandringen i Asturien rundes af ved broen til Ribadeo og at vinden til tider i stormstyrke, har været noget udfordrende.

Efter en, for mig hård tur med min højdeskræk, over broen i stiv kuling og i angst for at blive revet omkuld, trådte jeg ind i Ribadeo og dermed også i Galicien.

Endnu en skelsættende milepæl er nået. Nu med kun 188 km til Santiago de Compostela.

Juan og jeg har hygget med dinner for two, på Alberguet – bad, afslapning og massage de ømme steder.

I morgen bliver det et farvel… Jeg skal videre på de længere stræk og Juan har brug for hvile, da han har noget at døje med.

Vores møde og vandring sammen, har knyttet et stærkt Camino venskab som jeg sætter stor pris på.

Næstekærlighed, omsorg og dybde…

Ribadeo | Hviledag * 12 km

I går, var i går… her skrev jeg, at det i dag ville blive et farvel til Juan.

Efter en lang dyb snak i aftes, blev det til, at jeg holdt en hviledag sammen med ham i stedet. Bla fordi Lilian fra Schweiz og Michel fra Tyskland ,ville ankomme her i dag. Lilian skrev i går, at hun så gerne ville mødes igen og her var muligheden.

Så i dag blev det til lidt afslapning, rengøring på Alberguet og sightseeing.

Vi tog bussen fra Ribadeo til Praia das Catedrais. En oplevelse jeg ikke ville være foruden.

Selvom tidevandet drillede, fik vi oplevelsen af grotterne på rad og række. De storslåede udsigter og det brusende hav der med voldsomme kræfter slog bølger så langt ind over stranden, at vi måtte løbe fra dem.

Vi nød at slappe af uden rygsækken. Efter en god kop kaffe og en times forgæves venten på en bus der udeblev, fik vi i stedet fat i en taxi tilbage til Ribadeo, hvor en kold øl ventede.

Mens regnen trommede løs på barens markise, dukkede Laurent pludselig op. Jeg har ikke mødt ham de sidste mange dage… fest og farver er hvad han strør om sig. Skøn mand!

Jeg fik en update på flere Pilgrimme, hvor af flere dukkede op efterfølgende. Skønne gensyn og store kram.

Juan og jeg bookede bord down town til 10 Pilgrimme… hvoraf Lilian og Michel naturligvis også indgår.

Tilbage på vores Albergue er gensynsglæden kæmpe mellem Lilian, Michel, Juan og jeg.

Glæder mig til en aften i Caminoens og fælleskabets ånd.

Caminoen bringer det bedste frem i os – skaber venskaber og stærke bånd!

Ribadeo til Lourenzá * 29 km

Fællesmiddagen i aftes var en succes. Lækker mad og gode vine.

Stemningen var høj og mange Camino historier blev delt på tværs af bordet. De morsomme ikke mindst.

En slentretur tilbage til Alberguet fuldendte den dejlige dag i den helt rigtige Camino ånd.

I dag var det et farvel til Juan, han har så mange smerter i sit ene skinneben. Men uuuh… gjorde det lige lidt ondt. Vi har haft så mange dejlige, sjove og tætte stunder de sidste mange dage. Begge føler vi, at vi har kendt hinanden altid. Så det var en svær afsked. Eller måske – på gensyn.

På min vej filosoferer jeg over de møder der kommer til mig gennem livet og ikke mindst på Caminoen. Nogle for at blive. Andre i kort tid. Hvert møde har et formål. Langt de fleste tilfører mig kærlighed og viden, som jeg gemmer i mit skatkammer – hjertet.

I går talte vi alle om, at en svær bjergrig vandring ville møde os i dag. Landskabet var smukt og langstrakt og selve vandringen viste sig langt nemmere trods stigninger, end forventet.

Jeg gik ud med Lilian og Michel fra morgenstunden og ved første pause sted, stødte Laurent og Hermann til.

Skønne timer på stierne i det bedste selskab .

De sidste km frem til Lourenzá var i regn, men godt indkvarteret og et varmt bad senere, fandt vi lidt mad i en ellers søndags tillukket by. Nu står den på ro og afslapning før sengetid.

Caminoens lære er bla at give slip…!

Lourenzá til Abadin * 25 km

Det har virkelig været en smuk, men også hård vandring i dag.

Efter lidt morgenmad på en nærliggende bar, gik turen hurtigt ud af Lourenzá gennem en kold, men utrolig smuk morgen.

Indtrykkene fik kulden om fingrene til at virke forfriskende.

Kvægende på vores vej, var stadig i morgentrance. Køerne sov, mens fårene stod som forstenede. Kun hønsehusene var aktive med deres morgenfriske hanegal.

Snart mødte dagens udfordring os. da vi efter Mondonedo, valgte at forcere bjerget med 680 højdemeter, i stedet for ruten udenom.Vi nød byens katedral, en kop kaffe og lidt shopping af fornødenheder til turen, før vi satte igang.

Det var en laaaaaang og drøj opstigning. Med sol og varme der tog til ved middagstid, blev det en særdeles svedig affære.

Men hold nu op… med opstigninger kommer belønningen. De vildeste udsigter. På toppen ses alt det smukkeste i 180 graders view. De små bitte huse langt nede i den by vi tidligere nød kaffen i, ligner Legolands imitationer.

Det er benhårdt, men vildt tilfredsstillende, når målet er nået.

Da vi kommer ned på den anden side, mødes vi andre Pilgrimne, der sidder ved en bar i Gontán – dem det valgte the low road. Hujende i dyb respekt for os fire… Lilian, Michel, Leraunt og jeg.

Jeg mødes af sjov og latter på Caminoen. God og befriende humor. Gode mennesker – Pilgrimme – der alle bare vil hinanden godt. Det fylder mig med håb og glæde for menneskeheden.

Lidt luksus indkvartering på det dejligste Albergue – mad og en power nap, gør underværker.

Smil til verden og den vil smile igen…!

Abadin til Vilalba * 22 km

Denne morgen er kold… kun 6 grader!

Det viser sig tydeligt, at bjergene igen er indtaget. Dagens vandring i 500 meters højde, var magisk og smuk i morgendisen.

Visse steder eventyrligt.

Pludselig blev vores vej krydset af to hunde, der tydeligvis var stukket af, da den ene havde en afrevet kæde på.

De fór ind til en flok køer, hvor de drak mælk fra den ene ko’s yver. Ko og hunde fandt hinanden på den gode måde. Det var et fascinerende syn, som betog os alle.

Først omkring middagstid, hvor en kaffepause endelig var mulig, tittede solen frem og temperaturen steg behageligt.

Kort efter fløj en stor moder stork tæt over Lilians og mit hoved, med et kæmpe vingefang, for at lande i reden med unger der straks og ivrigt blev fodret. Et vildt syn!

Naturens vidundere har beriget min dag!

En god og hyggelig eftermiddag med god mad og lidt handleri, afrundes i Alberguets fællesområde før sengetid.

Santiago de Compostela nærmer sig med hastige skridt. Kun 120 km ud af de 840 km er der tilbage.

Ufatteligt og VILDT!!

Vilalba til A Pobra de Parga * 27 km

Jeg skal altså lige vænne mig til vejrskiftet i de Galiciske bjerge.

Temperaturen er lav og med en overskyet dag, føles det faktisk rigtig koldt.

Dog er det et fantastisk vandrevejr. Det er immervæk nemmere at vandre i et tempereret vejr, frem for en bagende sol.

Heldigvis er solens stråler, ej heller regn  ikke den vigtigste ingrediens på Caminoen. Det er og bliver vejen… min vej… og det den giver mig. Den forskel den gør… Det vigtigste er at den indre sol finder vej… giver min sjæl lys og glæde.

Caminoen nærmer sig sin slutning for denne gang, med kun 85 km tilbage.

Det er den sværeste Camino rejse ever… Min sjæl græder indvendig, hver eneste dag. Men alt i mig giver og modtager hvad jeg møder på min vej. Og jeg er heldig… jeg møder så megen godhed og kærlighed!

Her er ingen grænser. Her er ingen fordømmelse. Her er kærlighed. Her er omsorg. Her er forståelse. Her er tid. Her er plads til det der er vigtigst…

Livet… Kærlighed… Nuet… !

A Pobra de Parga til Sobrado dos Monxes * 25 km

Nu går det stærkt… Kilometerne forsvinder hurtigt under vandrestøvlerne… alt for hurtigt.

Med det in mente, er jeg gået ind i mig selv i dag. Gået alene det meste af dagen. Reflekteret over alt der har mødt mig på denne Camino. Den indre rejse har på alle måder været svær undervejs. En prøvelse. Men den har været den vigtigste i mit liv.

Der er kun 60 km tilbage til Santiago de Compostela.

800 km er tilbagelagt på nu 29 dage.

Dagen i dag har været fin, men kold. Smuk natur, samt gode oplevelser og udsigter på min vej, opvejede dette til ug +.

Efter indkvartering på Monasterio Sobrado dos Monxes. Et rigtig fint sted. Fandt vi byens restaurant, der serverede en velsmagende pilgrimsmenu a 10 €. Resten af dagen har vi hygget og fjantet.

Ligger nu i køjen og tænker på om kirkeklokken virkelig vil slå hvert kvarter gennem hele natten.

Med et åbent sind vil min healing med tiden finde vej…

Sobrado dos Monxes til A Calzada * 27 km

En fin morgen at vågne op omringet af det smukke Monasterios tykke mure.

Betagende og unikt. Min tanke er… hvor mange oplever rent faktisk, udover Pilgrimme, dette uovertrufne byggeri- dette vidunder. At være en del af historien for en nat. At tænke på al den historie bygningen bærer med sig.

Jeg føler mig lille og ganske ydmyg, når jeg ser mig omkring. Og dette er ikke det eneste Monasterio jeg har overnattet i på denne Camino, men det tredje.

Jeg føler mig priviligeret og taknemmelig for de særlige øjeblikke.

Som i dag, hvor jeg er indkvarteret i en lille idyllisk perle. Heidis Place. Kun 5 km efter Arzua.

I dag var sidste vandring på Camino del Norte, som i Arzua tilslutter sig Camino Francés, frem til Santiago de Compostela. Nu med kun 33 km tilbage. Nu og i aften vil jeg bare nyde selskabet i denne perle med fælles middag og yoga i haven, før sengetid.

At træde ind på Camino Francés, var som at komme hjem!

A Calzada til A Lavacolla * 23 km

Puh ha… I dag var den sidste hele vandredag på Caminoen.

Efter en storslået, sjov og hyggelig aften på Albergue Heidis Place, med en flok skønne unge skønne fyre fra hhv US, Spanien og Argentina, startede dagens vandring kl 6.45.

Det har været en skøn vandring, med gode gensyn undervejs. Solen har sendt sine varme stråler min vej hele dagen. Jeg har vendt næsen mod himlen. Jeg har taget alle dufte ind, især eukalyptustræernes helt vidunderlige duft. Snuset så meget ind, at jeg hvert øjeblik i lille Danmark, kan fremkalde dem igen.

Jeg har stille sunget Ultreia sangen for mig selv… Jeg har lagt min medbragte sten det rigtige sted, med tårer i mine øjne og et smerteligt stik i hjertet.

Jeg har koncentreret mig om mig selv og gjort mig klart, hvor jeg er i livet. Hvad jeg tager med mig hjem og hvad jeg må slippe.

Jeg har nydt hvert skridt, idet jeg ved at Caminoen for denne gang går på hæld.

Det rører mig hver eneste gang, når Santiago de Compostela nærmer sig.

Det er på én gang storslået og på samme tid en følelse af at gå mod enden. Enden og slutningen af noget stort og noget som jeg ikke helt ved hvad er. Det er en bedrift og en rejse i det simple liv. En glæde der frembringer alle følelser… Det er rørstrømsk… Det er magisk! Men lige nu og her, vil jeg blot nyde de hver en km i pilgrimmenes spor!

Buen Camino!

Lavacolla til Santiago de Compostela * 10 km

Så er Santiago de Compostela nået!

Med 850 km i støvlerne. Det er helt ubeskriveligt. At møde Katedralens storhed. At mærke den forløsning der møder mig.

Med tårer i øjnene, takker jeg for den “rigdom” denne rejse har bragt mig. Jeg er rig på oplevelser, venskaber og udfordringer.

Jeg har fundet styrke for hvert bjerg jeg har forceret. Jeg fundet ro i hver en meditativ skov og kyststrækning, hvert et skridt jeg har vandret. Jeg har til dels fundet heling i mit indre. Jeg har fundet mig selv i en forandret udgave.

Jeg ved også, at livet på Caminoen er så meget anderledes og fredfyldt, end den hverdag der venter mig når jeg igen er hjemme.

Men snart hjemme igen… Styrket og i kærlighed med mine kære.

Det er her Caminoens magi og kraft har givet mig tro, styrke og håb.

Pilgrimsmessen i Katedralen var meget rørende og følelsesladet. Måske det var mine indre følelser der fyldte mest. En meget smuk og uforglemmelig messe. Hver gang en oplevelse i særklasse – hvor pilgrimme fra hele verden og uanset trosretning fylder kirkerummet.

Jeg ser mig selv vandre på stierne altid. Jeg ser mig selv som den frie fugl!

Santiago de Compostela

Endnu en gang TAK til skønne Santiago de Compostela. Endnu en gang TAK for en oplevelsesrig kærlighedsfyldt Camino og nu dens afslutning. Tak til alle Pilgrimme og lokale jeg har mødt på min vej.

Med et åbent sind vil min healing med tiden finde vej…!

Caminoen bringer det bedste frem i os – giver os styrke, tro, mod og håb!

Denne Camino vandring tilegnes heling og kærlighed i en sårbar tid!

Camino reflektioner…

Hjemme igen, tæt på dem jeg elsker højt. Tæt på dem jeg har savnet – mine børn og børnebørn. Mine loveones.

De støtter og bakker op omkring min passion for at vandre. De er mit liv. De er min livsnerve.

WAUW… for sikken rejse jeg har været på. Inside out…

850 km’s vandring langs Biscaybugtens magiske udsigter og brusende hav. Forcerede bjerge og adskillige skovstier. Gennem byer, gennem land. Gennem Baskerland, Cantabria, Asturias og Galicien. Spanien på tværs, med alt det indebærer. Her mødes velstand og fattigdom. Her mødes den lokale befolkning tæt på.

Jeg gemmer denne uforglemmlige rejse til fods i mit skatkammer – mit hjerte. På nethinden vil billeder fra min tur igen og igen tone frem og minde mig om hvor vigtigt, det er at begive sig ud i verden. At møde den med kærlighed og interesse.

At rejse er at leve!

Hjemme igen, savner jeg Caminoen helt ubeskriveligt. En følelse af tomhed…

Jeg længes ud, så snart jeg har tømt rygsækken og sat vandrestøvlerne til side… Jeg har kun lyst til at gå gå gå og gå… helt uforpligtigende og ligetil.

Det frie liv. Det simple liv. Ro og selvindsigt. Møder og samvær. Venskaber. Kærlighed.

Hver dags givende vandring og uforudsigelighed.

At mærke hvordan min krop forandres og styrkes undervejs, er en tilgift jeg tager imod med kyshånd. Jeg føler mig stærk og sund i krop og sjæl. Føler mig befriet og lettere for hver vandredag.

850 km i vandrestøvlerne, giver stof til eftertanke. Giver tid til reflektioner. Giver tid til alt det i livet vi alt for ofte forsømmer i en hverdag. En hverdag med aftaler, job, rutiner og meget meget mere…

Netop på denne Camino vandring har jeg fundet tid til at bearbejde de svære ting i mit liv. Bevidst har jeg givet mig selv lov til hudløst, at krænge det hele ud. Al min sorg og smerte. Al min frustration.

En rejse mod lyset… en heling som jeg undervejs var bevidst om. En nødvendig heling. En heling jeg kan bygge videre på.

Caminoen har taget plads i mit hjerte for altid!


Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen