Frilufts- og vandrelivet kan altså noget!

Livskvalitet på højt plan ❤️

Frilufts- og vandrelivet kan altså noget – Söderåsen kan noget!
En weekend i de svenske skove, første weekend i november er noget helt særligt. Söderåsen, er besøgt før – 2 gange. Men denne, gav en oplevelse som forplanter sig i sjælen – en mindeværdig oplevelse.

Mødet med en homogen gruppe mennesker, som på hver deres måde sætter sig positive spor… i og uden for vandrestøvlerne. Jeg er taknemmelig over, at denne tur kom til mig, at jeg fik muligheden for at deltage. Söderåsen viste sig fra sin smukkeste side. Landskabet klædt i de smukkeste farver, er helt ubeskrivelige. Duftene ligså. Alle sanseindtryk åbnede sig. Det er umuligt, ikke at være til stede – umuligt ikke at være i nuet.

Med start og slut i Röstånga, har jeg nydt de smukkeste vandreture over weekenden. Gode højdemeter og udfordringer på op- og nedstigninger. Nogle på numsen ned, som en kælketur, for ikke at glide hele vejen i nedfaldne blade. Nogle gennem ufremkommelig, men fantastisk natur.

Begge dage med overnatning i hhv telt, hytte og shelter… alt efter ønske og muligheder.

Der blev nørdet med grejet – der blev nørdet med mad – der blev nørdet med brænde og bål. Pandekager, kartoffelmos med bacon og diverse frysetørrede retter, var en del af menuen. 

Vi når dårligt ud af soveposen, før bål, jetboilers og trangiarer, er i gang for at kreere morgenmad og kaffe. Vi elsker det og det er det halve af oplevelsen!

Aftnerne blev af de særlige – om bålet sad vi alle 12. Med en kop varmt mellem hænderne, sad vi tæt og nød bålets flammer. Ukulelen blev fundet frem og den ene historie / sang efter den anden, strømmede ud af os.  Vi nød, at slippe hverdagen – vi nød at slippe, hvad der måtte trænge sig på. Vi nød NUET og samværet.

Nætterne var kolde og nat to med frost. Så udfordringen lå i, at holde varmen i soveposen. Der blev kogt vand til drikkedunkene, som kom med i posen – det virker! At krybe i det gode uldundertøj, hue, halsedisse og vanter, er også en rigtig god ide.

Nattens lyde af mus, hjorte og vildsvin er facinerende og vilde at lytte til. Nogle tænker – jeg må ud at tage et foto – andre tænker, jeg skal bare ikke ud at tisse i mørket…

Debut med mit lækre telt Nordisk Opland 3 LW: Opsætning i mørke og overnatning i frost.

Inspiration: Nyt grej på ønskelisten (det vil ingen ende tage ?)

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen