Camino Francés & Camino Finisterre 2021

En dagbog om min vandring til verdens ende…

Camino er en Pilgrimsrejse i fordybelse og eftertænksomhed. En vandring i frihed.

Det simple liv og muligheden for at tænke tankerne til ende… i en tid hvor mit liv forandres af skelsættende ændringer.

Døre lukkes og andre åbner sig for nye muligheder. Det er en tid hvor alt er i spil.

Min vandring til verdens ende, vil guide mig – give mig ro og indsigt.

Ud af komfortzonen

En stærk og bevægende følelse

Når jeg træder ud af min komfortzone, møder jeg virkeligheden.

Jeg møder alt det som jeg ikke troede muligt. Det er her jeg møder mig selv i den ærlige, den rå og den sårbare udgave.

Det er her jeg mærker livet tæt på. Det gode, det onde og alt derimellem. Det er her, at livet skal leves. Kærligt. Simpelt. Ligetil.

Det er en øvelse og den er ikke nødvendigvis let. Men her gør mine vandringer, den store forskel. For hvert skridt – for hvert øjeblik i naturen, strømmer energien og de gode tanker ind og de negative ud.

The 3 C’s in life…Choices, Chances and Changes.

You must make a Choise to take a Chance or your life will never Change!

“Stilhed før stormen”

…som man siger

Fordybelse og ro før afgang til årets Caminovandring om få dage.

Rygsækken står klar. Rejsepapirer er udprintet og underskrevet. Nu mangler afrejsedagen kun at lande uden flere udfordringer… og ikke som for en uge forinden hvor jeg pga Corona, i huj og hast måtte ændre flybillet og første nats indkvartering, samt transport fra lufthavn til startsted.

Det kostede på kontoen, men gav tillige mulighed for dejlige stunder med mine nærmeste i Danmarks skønne sommer.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.

Saint Jean Pied de Port til Roncevalles * 27 km

Caminoen ligger for mine fødder

Så landede jeg. Sent og med en taxi fra Biarritz lufthavn, der i første omgang brændte mig af. En yderst venlig og tålmodig vært modtog mig på Albergue Malika. En hurtig indkvartering, lidt mad på den lokale og så i seng, ovenpå en lang rejsedag.

Efter en nattesøvn der kunne have været bedre, svingede jeg benene ud af alkoven kl 6.15. Lækker morgenmad og så afsted, efter et besøg på Pilgrimskontoret og indkøb af vandrestave.

Det er så vildt at være afsted igen. Næsten som at komme hjem.

Efter godt to timers vandring tonede Orrison frem. Et smukt Refugie omkranset af grønne bjerge og dybe dale. Jeg overnattede her for to år siden – perfekt sted.

Videre over Pyrenæerne, hvor jeg undervejs slog følge med en ung Sydkoreaner. Det blev en svedig og god vandring i højderne, hvor skyerne det meste af dagen hang tungt. Men hold nu op hvor ro og vanvittige views tager pusten fra mig. Det kan ikke beskrives med ord – det skal opleves tæt på.

Landede på et fint Albergue i Roncevalle. Et skønt varmt bad og senere en hyggelig middag i selskab med andre pilgrimme.

Roncevalles til Arre * 40 km

Lagde for hårdt ud – igen

Dagens etape blev noget længere end jeg egentlig havde tænkt mig. Så selv om jeg var sikker på, at jeg ville dø de sidste tre km i en kvælende hede, træt og brugt. Så sidder jeg her, efter dagens strabadser, og nyder en kold øl på torvet i Arre, omgivet af de lokale der mødes over en aftendrink. SÅ hyggeligt.

Turen har været så smuk i dag!

Jeg stod tidligt op, lige lidt i seks og så var jeg på stierne klokken 06.15. Det var stadigvæk mørkt, så det var med pandelampen på.

Det har været en dejlig dag. Det har været en smuk vej – smukke stier gennem hyggelige byer og skyggefulde skove, samt åbne landskaber omkranset af grønne bjerge så langt øjet rækker. Mødet med fugle der soler sig i sandet. Sommerfugle der danser omkring mig. Et væld af vilde blomster i fuldt flor, i alle farver og et potpourri af dufte.

Det har været en lang og varm dag. Det har været med krævende op- og nedstigninger. De fleste af dem voldsomt stenet, så det er med at holde fokus. Ellers kan man hurtigt komme galt afsted.

Det har været en dag med mange møder… Pilgrimme, men også mødet med de lokale. Børn der bader i floden. Hyggelige snakke. Men mest af alt har jeg gået alene i dag.

FaceTime blev det også til, med familie og venner. Dejligt!

Dagen har også bragt mange gensyn fra min Camino i 2019 og ikke mindst glæder. Hvor er jeg heldig!

Nu er jeg så landet i Arre, en hyggelig lille by tæt på floden. Albergue med de sødeste værter. Et dejligt bad og tøjet er vasket. Nu skal jeg lige drikke ud… og så glæder mig snart til en god nattesøvn.

Arre til Puente la Reina * 30 km

Åben for alt jeg møder…

Planen i dag var, at gå til Pamplona og bruge lidt tid der, og så overnatte i Cizur Menor. Altså en kort vandredag.

Men planer er til for at ændre… og det blev de i dag.

Kort efter start indhentede Julia fra Frankrig mig. Vi havde overnattet samme sted. Tja… det endte så med en lang og dejlig vandredag i dette selskab.

I Pamplona nød vi morgenkaffen og et besøg i byens smukke kirke, inden vi vandrede videre ad Caminoens vidunderlige stier.

Langstrakte marker med hhv korn og Solsikker så langt øjet rakte.

På toppen af Alto de la Sierra del Perdon , som ligger i en højde af 770 m, er der en enestående panoramaudsigt mod Pamplona, hovedstaden i Navarra, samt de pyrenæiske bjerge, og mod syd i retning af middelalderlige landsbyer. Det er et obligatorisk trin for pilgrimme, der går Camino Francés.

Med hyggelige pauser og god snak undervejs føltes vejen let.

Endnu et Camino blad er vendt og flere oplevelser sat ind på kontoen.

Er landet i Puente la Reina, som er en hyggelig og seværdig by. Albergue de Peregrinos Padres Reparadores, har givet mig husly for natten. Her er en idyllisk have. Her er det nemt at slappe af og lade dagens begivenheder synke ind.

Et mættende måltid mad på en lille lokal bar runder dagen og aftenen så fint af.

Alto de la Sierra del Perdon

Puente la Reina til Villamayor de Monjardin * 32 km

Glæde og frihed

En smuk morgenstund, med solopgangen i ryggen og raske skridt, begynder dagens Caminovandring i højt humør blandet med glæden over den frihed der ligger i denne rejse. En følelse der fornemmes meget intens i erkendelsen af hvor stor en gave den er.

Over stok og sten møder jeg de små byer på min vej. Nogle så små, at jeg kun lige når at sige Hola og Adios i samme åndedrag.

Regnen kom jeg ikke uden om i dag. Julia og jeg søgte ly i en tunnel, hvor en lille kattekilling var lost. Vi gav den vand og yoghurt + kærlig nursing.

Vin fra Fontane de Irache er et hit. Rødvin i den ene hane og vand i den anden. Selvfølgelig et must stop.

Med en god portion humor blev dagens Albergue Oasis Trails i Villamayor de Monjardín indtaget. Et lille hyggeligt og religiøste sted.

Om lidt kalder fællesmiddagen i hyggelige omgivelser. Velfortjent efter dagens hårde benarbejde.

Villamayor de Monjardin til Viana * 31 km

Vandring alene kan noget særligt…

En meget dejlig dag. Alene vandring. Meditativt. Healende. Godt for sjæl og krop.

FaceTime med den helt rigtige for dagen.

Trætte og ømme fødder i støvlerne.

En velkomst af lokale i søndagshumør, fyldte gaderne.

Indkvartering og et varmt bad. Skønt og oplivende efter en lang dags vandring.

Endnu en dag på de smukke stier, der alle overrasker undervejs.

Gensyn med Pilgrimme på byens torv og hygge med drinks. Fælles fodbad, forkælelse og middag.

Nu er det godnat og SOV GODT!

Viana til Najéra * 37 km

Verden er lille…

Så går denne dags vandring på hæld. Endnu en smuk strækning af Caminoen er tilbagelagt.

Landskabet og udsigterne ændrer sig. Vinmarkerne strækker sig smukt i snorlige rækker. Visse steder er druerne allerede røde. Ja da, selvfølgelig smagte jeg på dem. Mums!

Når det er tid til en pause og gør et stop på en bar for frokost eller en kold Aqua con Gas, kan man være sikker på Pilgrim-gensyn. Det er så hyggeligt. En snak og lufte fødder i samme moment og så er afsted igen.

Verden er lille…

I dag mødte jeg en dansk kvinde på min pilgrimsvej. Ja, faktisk deler vi værelse i nat. Hun er fra Stenløse, min barndomsby og det viser sig, at vi har fællesbekendte.

Men Camino vandring er også så meget andet. Det er en vandring i smerte inside out. Kroppen værker her og der og alle vegne. Forskellige steder hver dag – eller for hver time – hvert minut. Nogle døjer synligt mere end andre. Det siges, at netop vandringen i smerte heler og gør dig stærk. Det siges, at du går dine “gamle” smerter væk undervejs. Det vil sige, at gamle skader og skavanker kan dukke op på turen. Når du går pilgrimsturen er der god tid til at bearbejde disse gamle “sår”, og derved kan smerten dukke op igen. Kan du gå Caminoen og udholde smerten, så kan du udholde så meget mere i livet.

Har tjekket ind for natten i Najéra. Et smukt sted midt i byen.

Nu sidder jeg i byens park, hvor jeg slapper af med et let måltid – mens dagens begivenheder synker ind. Altså lige indtil jeg landede ved floden for et pilgrimgensyn og en aftendrink.

Najéra til Castildelgado * 33 km

Forkælelse, ro og idyl

Tidlig og mørk morgen… Støvlerne er atter snøret.

Denne morgen udløser tusmørket en helt fantastisk solopgang.

Så er dagen ligesom i gang.Vandring ad de langstrakte stier. Uendelige og fredfyldte.

En meget varm dag der med velfortjente pauser undervejs, krydres med hyggelige traditionelle spanske bybilleder.

Hyggen i aften er i Castildelgardo på et lille Albergue drevet af et ældre ægtepar. Det er et smukt sted, hvor det er nemt, at falde til ro og bare nyde hvad dette lille idylliske sted byder ind med.


En romantisk lille have er rammen om aftendrinken inden en meget velsmagende middag, tilberedt med egne afgrøder, serveres.

Castildelgado til Atapuerca * 38 km

Fredfyldt morgenvandring

Sikken dejlig vandring jeg har haft i dag. Vældig tidligt afsted i mørke og regn. Men i takt med at det lysnede i øst, holdt regnen inde.

Jeg nyder disse morgener. Fredfyldte og stadig sovende små landsbyer, der som tiden skrider frem og hanerne galer, minder mig om, at en ny og ubrugt dag gryr.

Selvom skyerne hænger lavt, titter morgensolen frem. Faktisk bliver jeg rørt og føler mig uendelig lykkelig i stunder som disse. Taknemmelig!

Dagens vandring har budt på alsidighed. Vandring langs landeveje – gennem skov og åbne marker. Sommerfugle i hobetal har danset omkring mig – til tider har de fundet plads i mit hår. De er smukke, små og farverige – man kan kun fornøjes i deres selskab.

Et cykelløb gennem de små byer og smalle landeveje, var en udfordring, men også god underholdning.

Det blev en lang vandredag, men mødet med andre pilgrimme undervejs inkl et dansk ung par, giver uanede kræfter og energi. Nu er jeg landet på det dejligste Albergue i Atapuerca. Dejlig seng og afslappende omgivelser.

Jeg genkender en “eksklusiv” restaurant på den anden side af gaden og tænker, at det er der aftenens måltid skal nydes. Hvem ved måske med andre nyankomne pilgrimme.

Efter 8 dages vandring, har jeg nu passeret 268 km.

Atapuerca til Burgos * 17 km

En stjernebesat himmel viste vej…

Fra en tidlig morgenstund gik dagens vandring hurtigt ind i landskabet og dermed også ind i det totale mørke der lukkede sammen om mig, i selskab med den tætte morgentåge.

Med følgeskab af David fra Birmingham og pandelamper, fandt vi fint vej. Som tågen lettede hilste en funklende stjernebesat himmel på os. Bevæget og betaget, prøvede vi at forevige øjeblikket.

Turen videre gennem små byer blev langsomt overtaget af en langstrakt og ensformig vandring ind mod Burgos.

Burgos er en dejlig og smuk storby. Her mødes man af den enorme og facinerende Katedral der stolt og smukt viser sig frem.

Indkvartering på Hotel Catedral Burgos og så hygge med Tapas og drinks i de hippe sidegader. Byen syder af stemning og fest. Det er en fornøjelse, at se hvordan de lokale i alle aldre, dresser op for en aftentur i gaderne.

Burgos til Hontanas * 32 km

Et rørende møde i den spirituelle verden

Så blev der taget afsked med Burgos for denne gang. Byen levede igen op til forventningerne. En dejlig by med utallige smukke nicher som omkranser den enorme og fascinerende katedral. Med et farvel omkring bagsiden af katedralen, efter morgenkaffen på en Bar i selskab med andre pilgrimme, startede dagens vandring ud af byen. En ganske fin vandring.

Da jeg kommer ud af byen, gør jeg endnu et kaffestop, efter et Belgisk følgeskab. Her mødes jeg af unge danske Oliver. Oliver og jeg har fællesbekendte og er på den måde kædet sammen. Det bliver en god snak inden turen går videre alene.

Jeg besøger en lille kirke undervejs, som udmunder i en snak omkring de medaljoner jeg bærer om min hals og dermed også en lille video til deres hjemmeside. Et rørende møde.

Se videoen her:

https://www.facebook.com/peregrinos.rabedelascalzadas.1/videos/366924928280427/

Så småt minder landskabet mig om, at jeg inden længe møder Mesetaen. Det er en laaaaaaang strækning, hvor de næste dage vil være uden mulighed for skygge. Mesetaen kan være ubarmhjertig, især når solens varme stråler og høje temperaturer rammer – og det gør de jo. Kun vinden på de åbne vidder vil være min ven, hvad det angår.

Men jeg glæder mig til strækningen. For den er også smuk og spirituel med de langstrakte åbne vidder.

Undervejs møder jeg igen Oliver og vi går et stykke vej sammen. Hyggeligt at møde en ung mand med mod på udfordringerne.

Dagens Albergue Santa Brígida Yepes ligger i Hontanas. Tip top renoveret. Nyt og lækkert.

Aftenens fællesmiddag lyder fantastisk og duften øger forventningerne. Det bliver en aften i lille kreds, med snakke der rører dybt og bringer både tårer og latter hos os alle.

Hontanas til Itero del Castillo * 17 km

San Nicolás de Puentetitero Hospital de Peregrinos

Jeg måtte simpelthen overnatte på Albergue San Nicolás de Puentetitero Hospital de Peregrinos, igen.

En lille Italiensk kirke, med få sengepladser, fællesspisning og en pilgrimsceremoni. Jeg overnattede her for to år siden og det var en meget følelessladet oplevelse.

De sidste dage har jeg tilpasset min vandring, så jeg kunne lande her i dag. Så ja, det blev en kort vandredag, men dejlig og i et afslappende tempo. Jeg nød hvert skridt og gav tankerne frit løb. Hvilket, som altid er givende.

Godt indkvarteret, friskt bad og i tilgift et fodbad med friske urter og fodmassage.

Duften af aftenens menu, krydret med havens friske urter, sniger sig ud under aftensolens stråler, hvor vi pilgrimme nyder forkælelsen af at kunne læne os tilbage og bare nyde – inden ceremoni og middag.

Itero del Castillo til Carriòn de Los Condes * 33 km

Berigende møder med de lokale

Efter hyggelig morgenmad på San Nicolas, var jeg igen i støvlerne.

Dagens første strækning til Frómista er utrolig fin. Ikke mindst den del der flugter kanalen.

Da det er søndag, har mange lokale linet op til fiskeri med net – flere i streg. Og der var god fangst…!

I Frómista tog jeg en dejlig pause. Lidt koldt at drikke og en is at gå videre på.

Strækningen fra Frómista til Carrión, er lang og ensformig. Men pænt overskuelig og på sin egen måde charmerende.

En herlig vandring med lidt lokal snak og et møde med danske Marie undervejs.

Dagens indkvartering på et af byens Albergue – Santa Maria. Et bad og lidt tøjvask inden lidt mad før messen i byens kirke.

Aftenen rundes af med en øl sammen med italienske pilgrimme og en højlydt jublen og snak ved gensyn af mange af de andre pilgrimme.

Nu er det tid til søvn og afslapning af en øm ryg.

Carriòn de Los Condes til Terradillos de los Templarios * 26 km

Pilgrimsbånd og venskaber knyttes…

Tidlig afgang ud af Carrión, møder jeg unge Lea fra Tyskland, som jeg følges med de første km. Vi får en lang og dyb snak om de tunge ting i livet. Vores veje skilles og jeg strækker ud.

Mesetaen presser sig på for alvor på. Så langt øjet rækker ses stien uendeligt og varmen tager til.

Undervejs skifter omgivelserne. Stier med de smukke gule Gyvler i blomst, hvor duften minder om den dejligste parfume, tager over. Jeg nyder synet og duften, hvilket giver mig overskud. Overskud har jeg brug for i dag. Rygsækken føles tung i dagens varme og en lille vabel på højre hæl driller.

Gode møder i dag, bla med Lori og Ken fra Wisconsin, som jeg har delt mange lange snakke med over dagen.

Lidt dramatik, da unge danske Marie var rendt fra sit pas på et toilet, efter en pause. Alt gik godt. På Caminoen ved de lokale hvordan den slags løses.

Efter dagens strabadser, landede jeg på det fineste lille Albergue – Jacques De Molay. Den skønneste have dannede rammen om en eftermiddag og aften i det bedste pilgrimsselskab.

Terradillos de los Templarios til El Burgo Renero * 34 km

Halvvejs Monumentet i Sahagún krydses…

Terradillos de los Templarios til El Burgo Renero blev så fin en dag, til trods for mine svinkeærinder undervejs, som gav mig ekstra km på kontoen.

Startede ud kl 5.30 med pandelampen tændt, under en smuk funklende stjernehimmel. De stille morgener hvor dagen så småt gryr, er de bedste.

Denne dag er det en kølig morgen og dermed ganske behageligt. En nem vandring i fred. En morgen der bringer minder frem. Hvor tankerne får lov at gå tilbage. Hvor tårer og glæde blandes sammen i taknemmelighed.

Jeg har vandret alene igen i dag. Det er kun mig selv det handler om. Det er frihed. En kærkommen frihed.

I Sahagún, krydser jeg monumentet, der symboliserer halvvejs punktet fra Roncevalles til Santiago. Camino Francés er nu gennemført mere end halvvejs. Det er en fantastisk følelse.

Undervejs møder jeg Lori og Ken fra US, samt Julia fra Italien, hvor vi nyder hinandens selskab over lidt frokost.

Efter dagens lange og udmattende vandring i en kvælende eftermiddagshede, mødes vi alle ved samme Albergue Muncipal Domenico Laffi, inkl danske Marie og Oliver. Der hygges og deles mange gode snakke på kryds og tværs. Vi har nydt en dejlig aften før søvnen overmander os. Det bliver en lang og varm vandring i morgen og aftalen er, at vi står op kl 5, så vi kan gøre brug af morgenens kølige timer.

Så nu godnat herfra.

El Burgo Renero til León * 39 km

Fra roen på stierne til storbyens leben

I går var en meget lang vandredag. Starten gik kl 5.00. Igen ud i mørket med en funklende stjernehimmel og tre stjerneskud.

Vejen fra El Burgo Ranero til León, er lang og ensformig det meste af tiden og når først man rammer udkanten af Léon, er der stadig flere km ind til Katedralen i centrum. Men synet af den enorme by udefra, tager pusten fra én. Det er et fantastisk syn, med Katedralen der knejser synligt i det fjerne.

Lidt velkomst hurlumhej af andre pilgrimme, da jeg møder byen, efter en lang og varm vandring i det bedste selskab med Lori og Ken fra Wisconsin. Vi er trætte og brugte, men ganske tilfredse efter dagens udfordringer.

Lidt god mad og så i seng, hvor en af pilgrimmene læser en spændende godnathistorie for os.

Jeg valgte at blive i León to nætter. At tage en dag ud af vandrekalenderen. Sove længe. Slappe af. Se byen. Lade vablerne få lidt fred.

Det blev en dejlig dag! Mødtes med Lori og Ken, og sammen besøgte vi den uovertrufne Katedral. Et mesterværk uden lige. Herefter gik de videre ud på Caminoen. Jeg selv tog en sightseeing tur med minitoget og nød at se byens små finurlige gader og storbyens leben.

Lidt slentren i de små gader, for pludselig at møde Marta fra Italien igen. Stor gensynsglæde. Så vi sætter os sammen med Oscar fra Spanien og får en øl. Jamen altså… når man sidder der, dukker der hele tiden velkendte ansigter op som joiner. Så det bliver til et par øl mere og lidt god mad vi deler. Super dejlig eftermiddag.

Nu lidt afslapning og et bad før vi igen skal mødes over lidt tapas og en aftendrink, før Caminoen igen rammer mig i morgen. Puh ha… det er hårdt at være Pilgrim.

León til Villars de Orbigo * 36 km

Buen Camino…

Kl 05.20; Farvel til skønne León og tak for denne gang. Mange dejlige oplevelser og minder tager jeg med mig videre.

Turen ud af León er lang og i tusmørket er det indimellem lidt svært at finde de gule pile. Men det lykkes.

En del af vandringen i dag er langs en hovedvej. Det kan lyde træls og det er det såmænd også indimellem, da solen også står lige på og med 35 gr varme. Men hvad jeg nyder når jeg vandrer afsted på disse stier langs hovedvejen er, når bilisterne dytter og slår op med hånden i bilen eller ud af vinduet – og andre giver sig tid til i farten, at råbe ‘BUEN CAMINO’. Så bliver jeg glad i låget – hilser igen med et ‘Muchas Gracias’.

Ud på dagen mødes jeg med Lori og Ken. Holder en pause før vi går videre over den smukkeste bro ved Hospital De Òrbigo og kort efter finder vi den skønneste lille oase af et Albergue. Denne lille oase, hvor vi nærmest er de eneste logerende pilgrimme for natten, nydes fuldt ud. Her er en meditativ stemning med smukt interiør, blomster og rislende vand. Aaaah, her kunne jeg slå mig ned for altid.

Men ak og ve. I morgen venter endnu en vandredag og nye eventyr. Nu kommer bjergene igen og dermed også de hårde dage med op- og nedstigninger. I den spanske hede.

By the way… 525 km er indtil nu trådt i støvlerne gennem 16 vandredage.

Villars de Orbigo til Santa Catalina de Somoza * 22 km

Det er tidlig morgen og jeg siger pænt tak og forlader nattens skønne oase…

Hurtigt omringer mørket mig og endnu en klar stjernehimmel hilser mig velkommen, hvor et par stjerneskud suser over himlen. Der ønskes!

Snart maler solen horisonten rød, for kort efter at lyse dagen op med de første varme stråler.

Det er en smuk morgen, som starter ud i godt selskab. En lille oase dukker op af ingenting. Et sted som drives af en ung mand via donativo. Her er frugt og kaffe. Chokolade og alt hvad hjertet ellers kan begære. Oasen er fint udsmykket. Vi hygger og nyder lidt af herlighederne.

Der høres sang i det fjerne. Det er den unge mand der dukker op under solens stråler. Syngende, og i astadigt tempo med to dunke fyldt med skovens vand. En meget rørende oplevelse.

Imponerende mand. Som efter Caminovandringer slog sig ned på denne plet, som nu danner rammen om denne stemningsfulde oase på 12 år. Formålet er at gøre en forskel for passerende pilgrimme, samt leve det frie uafhængige liv. For ham et givende og indholdsrigt liv i frihed.

Snart toner Astorga frem og byen indtages for en stund. Det er en fin og pulserende by. Men stilheden trækker i mig. Så jeg må videre ud i landskabet og de små byer igen. Her møder jeg Chiara fra Italien og sammen indkvarterer vi os på førstkommende Albergue i Santa Catalina. Med en hyggelig eftermiddag og aften, hvor også Lori og Ken har indfundet sig, overmander trætheden mig stille og roligt. Endnu en nat i underste køje er tiltrængt, efter en lang, oplevelsesrig og alt for varm dag.

Santa Catalina de Somoza til Acebo * 29 km

Mødet med Cruz de Ferro

Igen en tidlig start og igen en stjernehimmel der serverer de fineste stjerneskud i flæng…

Det bliver en god og nem vandring fra start. Morgenkaffen indtages i en cowboy bar, hvor flere lokale er stive af whisky og inviterer til at drikke med. Pænt nej tak! Ejeren smider dem ud og serverer velsmagende kaffe til en hungrende pilgrim.

Videre det går og snart møder opstigningerne mig. Ikke de svære og sveddryppende, men de er der og varsler om en dag i bjergene. Så det bliver en dag hvor kræfter lægges i. Med udsigter så smukke og bjergene der tårner sig op i horisonten. Går det som et leg.

Ja, det er varmt. Men den lettere kølende vind i højderne, er en kærkommen gæst.

Jeg har grædt i dag. I dag var dagen, hvor Cruz de Ferro, hurtigere end forventet, kom nærmere. Tårerne strømmede uhæmmet. Det var tid til at lukke en cirkel. Tid til at lukke en sorg. Hele en smerte. Slippe… Det blev et følelsesladet øjeblik, da jeg lagde min medbragte hjertesten ved korset. Da jeg gik videre, græd jeg. Men tårerne tørrede ind i takt med sommerfuglenes dans omkring mig. Jeg følte mig fulgt og hjulpet, da det var sværest.

I Majarin slår jeg et smut forbi den ældste Templera på Caminoen. Det er en særlig, lidt skør oplevelse, men den hører absolut med.

Ud på eftermiddagen nåede jeg mit mål – dagens Albergue. La Casa Del Peregrino i Acebo. Var her i 2019 og måtte bare hertil igen.Tjekkede ind og bestilte massage. Yes… full body massage. Samme indiske massør som sidst. Han kan noget. Ud over, at det er helt fantastisk, så fjerner han simpelthen den smerte der bider mest. TAK!

Herefter en tur til poolen for en kold drink. Ja, livet som pilgrim et mangfoldigt og dejligt.

Acebo til Columbrianos * 21 km

Chiara – en pilgrim fra Italien

Efter en dejlig aften i går, med afslappende selskab og et glas vin i solnedgangen, tillader jeg mig selv lidt luksus i dag…

Tillod mig derfor, at sove helt til kl 06.00 og tillige give mig selv god tid, samt en dejlig forkælelses-morgenmad på La Casa Del Peregrino, inden afgang ved syv tiden.

Chiara, som overnattede på et andet Albergue i byen, dukkede pludselig op og gjorde mig selskab. Det blev til en dejlig vandredag sammen.

Den første del, omgivet af de grønne bjerge, hvor solen farver toppene røde, efterhånden som den stiger på himlen. Det er et syn man ikke kan blive træt af. Nedstigningen er lang i dag og med mange sten. Men det betyder intet mod det vi får igen.

Stilheden i bjergene er ubeskrivelig og tages ind som den naturlige kraft og energi, den nu engang er.

Nedstigningen munder ud i byen Riego de Ambros, hvor broen ind mod byen byder os smukt velkommen. Her møder vi pilgrimme fra Frankrig, som vi slår følge med indtil Ponferrada. Ponferrada Castle troner som byens vartegn, så snart man når bymidten. Et populært og yndet fotostop for mange.

På byens Plaza sætter vi os for noget koldt at drikke. En smilende ung mand slår sig ned ved bordet. Marc fra Barcelona. Han cykler Caminoen – Bikegrim. Et fint møde, som tilfører mig lidt mere viden om Spanien og det, at cykle Caminoen.

Ud på dagen lander jeg i Columbrianos, på et lille stille Albergue. Nice!

For lige, at vende tilbage til Chiara som er fra Italien… Jeg mødte hende første gang for mange dage siden og vi mødes tilsyneladende igen og igen. Hun er en sej kvinde på min egen alder. Hun er altid god for en snak og en kold øl, hvilket hun er vild med. Hvad hun er mere vild med er, at gå Camino. Hun har gået Camino – flere af slagsen – siden 1994. Hun har ikke tal på dem, siger hun. Hun mener selv, at det er pga af alderen. Tja… og så må hun afsted på Camino igen og igen for at genopfriske hukommelsen. Hvilken herlig undskyldning for at tage på endnu en oplevelsesrig Camino. Hun er beundringsværdig og har mange historier at fortælle. Et dejligt og givende bekendtskab. I dag og efter en kold øl, er hun gået videre, men lur mig om vi ikke render ind i hinanden igen.

Columbrianos til Trabadelo * 29 km

Luksus har mange ansigter

Endnu en luksus morgen. At sove til kl 6 og lidt til, er blevet en luksus, som jeg nyder.

Denne morgen er lidt kølig, hvor mosekonen brygger, mens solen titter frem. Det er et herligt syn og nu meget dejligt med lidt kølighed. Mens jeg tramper derud af, nyder jeg nogle dejlige gensyn på min vej.

På vej til Villafranca, møder jeg Javier fra Spanien. Vi får en dyb snak om de elementære ting i livet. En ung mand fra Spanien slår følge, med humor og morskab i tilgift. Snart når de deres mål for dagen og vi ønsker Buen Camino – og vi ses!

Pereje var mit mål i dag. Men pga af COVID er mange Albergue lukket og det samme gjorde sig gældende her, så jeg måtte 4 km videre til Trabadelo. Her landede jeg på Albergue de Peregrinos. Naomi på 29 og fra Tyskland tjekkede ind kort efter. Vi har haft den skønneste aften, med hyggemad og godt selskab. Vi deler værelse med et bulgarsk par, som vi rundede aftenen af med over vin og snak.

Alberguet er på ingen måde fancy. Men her oser af atmosfære. Fredeligt og hyggeligt. Naomi og jeg går til ro og i munden på hinanden, siger vi “sikken dejlig dag”.Hvor jeg dog nyder disse dage – til trods for en led vabel på venstre hæl.

Trabadelo til Hospital del la Condesa * 27 km

Via O Cebreiro (1330 m)

Efter en frisk morgenvandring, var det tid til morgenkaffen. Et dejligt lille bageri i Vega, serverede velsmagende kaffe og juice, samt den obligatoriske croissant. En lille legesyg kat stod for underholdningen, mens måltidet blev indtaget.

Inden jeg fik set mig om, mødte den første opstigning mig. Dagens top mål var O Cebreiro (1330 m). Det var en lang og konstant opstigning. Anstrengende – men klaret med bravour i ro og mag.

Det er en meget smuk vandring. Grøn og frodig. Uendelige udsigter og jo højere man kommer op, jo mere storslået bliver det.

I bjergene passerede jeg stenen, der indikerer, at jeg nu er i Galicien. Endnu en milepæl er nået.

Med en god pause undervejs, dukker O Cebreiro op, med sin helt særlige skønhed. En lille by på toppen af bjerget hvor de fineste bygninger, pryder det lille torv. Her nydes en kold drik og gode snakke, inden turen går videre. Stadig med op- og nedstigninger. Men ikke overvældende og svære. Til gengæld omringes man her af den grønneste lille bregneskov.

Syv km længere ude, møder byen Hospital de la Condesa, mig. Her tjekker jeg ind på byens eneste Albergue. Her er få senge. Her er ro og en smuk udsigt over de bjerge jeg har boltret mig i i dagens løb.

Byens lille bar serverer dagens pilgrimsmenu inkl vin for 12 €. Lækker mad og rigeligt af den.

Endnu en dejlig dag går på hæld og aftenen nydes med FaceTime, snak, og udsigt.

Hospital de la Condesa til Samos * 25 km

Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever…”

Da jeg startede dagen – møder den smukkeste morgen mig… og jeg tænkte, at jeg ikke havde meget andet at tale om end dette blændede syn, i dag. Men som dagen skrider frem støder mere til. Heldigvis!

Denne morgen og formiddag, var magisk. Solen titter frem over bjergenes top, mens skyerne på magisk vis, forfører oplevelsen. Jeg vandrer rent faktisk i bjergene – over skyerne – i skyerne… Det er magisk. Det er smukt. Det er uvirkeligt og samtidig utrolig virkeligt. Jeg elsker det og vil ikke slippe det. Det er min verden. Det er min virkelig. I øjeblikket. Jeg elsker det. Jeg føler mig svævende og fri. Intet kan røre mig – TAK!

På denne del af Caminoen, viser virkeligheden sig tydeligt i de små landsbyer. Landlivet. Det er hårdt arbejde og midlerne er små. Men det tørrer ikke smilet og venligheden af de lokales ansigter.

Vandringen gennem de små byer, er præget af kvæget der gennes gennem de smalle gader. Lugte og dufte blandes med hundegøen og høns der aktivt nyder det frie liv.

På vej mod Samos nyder jeg det hele, inkl de frodige grønne stier og ikke mindst stilheden. Jeg når Samos og sentimentalt mindes jeg sidste gang jeg var her i 2019. Et særligt minde, jeg suger ind og glædes over endnu engang.

Sætter mig for en øl, som jeg tørstigt sluger, mens snakken går med en fransk mand fra Bretagne.

Først kl 14.30 er det muligt, at tjekke ind på byens Monasterio, for natten. Et ønske jeg har haft siden start.

Vel indkvarteret, et friskt bad og lidt vabelcare, så er jeg klar til at nyde, hvad kan nydes kan! Jeg nyder roen og eftermiddagen, før en middag i den lille charmerende by, i selskab med Sandra fra Vejle og Roberta fra Milano.

På vej tilbage til Monasterio, møder jeg Julia og et ungt par fra Italien – et tårevædet gensyn og igen længere henne af gaden Jelena fra Schweiz. Alle som jeg tænkte for længst var ude af mit Camino liv. Tak for denne følelsesladet afslutning på dagen og tak for det Caminoen kan og gør for os. Alt kan ske!

Samos til Vilachá * 36 km

Alt for stærkt nærmer Santiago de Compostela sig…

I modsætning til gårsdagens helt igennem storslåede udsigter over skyerne, startede denne morgen i mørke og tåge. Vandring gennem mørk skov, der som morgenlyset trængte igennem, synede eventyrligt. Krogede træer og dybe stier udgjorde eventyret i mit hoved. Lidt utrygt, farligt og på udebane, men samtidig helt som alle eventyr, ender ud i noget godt.

Fra Triacastela, kan man vælge den korte eller den lange vandring til Sarria. Jeg valgte den lange, da jeg ønskede at overnatte på Monasteria i Samos. Vandringen til og fra Samos, er uendelig smuk og fredfyldt – kun fuglene der giver sig til kende, bryder stilheden. Det er ikke så mange der vælger denne rute, hvilket er synd. Well… vil man hurtigt frem er det forståeligt. Nu har jeg prøvet begge veje. De giver hver deres. Men ønskes der meditativ ro, vil jeg klart anbefale ruten omkring Samos. Samos er en smuk by med Monastariets enorme bygning, som fortjener et besøg. I byen er der ligeledes flere muligheder for hygge og god mad. Jeg nød det hele.

Mange af jer husker sikkert mit billed spam af solsikkemarker, tidligere på turen. Det syn vil jeg aldrig glemme. Nu er jeg nået til majsmarkerne. De er pæne, men de kan slet ikke hamle op med solsikkerne.

At vandre tværs over Spanien og opleve naturens ændring på nært hold, er spændende, givende og helt surrealistisk. Så mange sansegaver hver dag. Ikke én er ens. Så fantastisk at opleve og jeg bliver aldrig træt af det. I dag slog det mig… at vandringen gennem de små landsbyer, er duft / lugt det spænder fra den dejligste granduft til gylle der er så fæl, at det river i næsen. Igen forskellenes leg med sanserne. På godt og ondt.

Åååh… og så var der da også den ældre herre der kaldte på mig fra sin fine have med frugttræer. Han plukkede to fine og modne pærer, som han smilende og snaksalig, rakte mig over hækken. Jeg bliver glad og rørt. Taknemmelig.

Tja… min plan i dag var 26 km, som så blev til 36 km. Det Albergue jeg havde tænkt mig, var desværre lukket. COVID laver ballade også hernede.

Sarria fænomenet er også startet. Da jeg tidligere på dagen kom ud af Sarria, mødte jeg de første finpudsede 100 km’s pilgrimme. I små flokke og familier med børn. Så nu er det, at alt kan ske. Mere trængsel – mere støj – svært at finde en seng. Men jeg har lovet mig selv, ikke at stresse over det. Jeg følger mit eget hoved. Går uden om det der ikke gør mig godt og bliver jeg, mod min vilje, nødsaget til at forhåndsbooke en seng, så gør jeg det.

Der er nedtælling på nu. I løbet af dagen har km tælleren bevæget sig under de 100 km til Santiago. Alt for hurtigt er det gået. Det er også nu, at jeg skal huske to stempler hver dag, får at få mit Compostella i Santiago. Vigtig detalje.

Men indtil nu er alt ok. Jeg er landet i en lille flække Vilachá. Et lille Albergue og ti skridt nede af vejen en hyggelig veggie bar. Lidt at spise og så en vitaminrig smoothie at slutte af på.

Det har været en lang dag og nu er fusserne og Romny træt.

Vilachá til Palas de Rei * 27 km

Hvad er det lige, at denne Camino giver mig…

En stille og mørk morgen mod Portomarín. Kun halvanden km fra Vilachá.

En morgen hvor tankerne fra morgenstunden, pressede på. Hvad er det lige, at denne Camino giver mig. Hvad er det der sker. Har jeg mødt mig selv. Har jeg fundet mine svar, eller mine spørgsmål. Har jeg lukket de cirkler, som for længe har stået åbne. Jeg forventer ikke at finde de vise sten. Men jeg mærker en forandring. En afklaring. En indre ro og en flig af mig selv finder den del jeg har savnet for længe. Jeg er ikke i mål endnu, men den sidste vandring på Caminoen, vil måske gøre det hele mere klart. Jeg krydser fingre for, at alting finder sin rette plads.

Portomarín viser dig… og på vej over broen indtil byen, hvor den genkendelige trappe lukker mig ind, ved jeg at der nu ikke er så langt igen. I byen indtages morgenmaden, mens jeg kan følge stimen af 100 km pilgrimmene, med deres nypudsede sko og små rygsække, der har travlt med at komme afsted. Det er næsten ikke til at være i… så anderledes fra den ro jeg lige kommer fra. Jeg prøver – og siger til mig selv, at her naturligvis er plads til alle. Det er et pudsigt fænomen, der slet ikke hænger sammen med Camino-ånden. Nå men, jeg glædes i mit stille sind over hvor heldig jeg har været indtil nu. En healende ro og stilhed på mine daglige vandringer, som disse måske aldrig helt vil møde værdien af.

Fordybet i tanker det meste af dagen, tager forsvinder den ene km efter den anden under mine støvler. Jeg suger det hele ind velvidende, at der ikke er langt igen.

Heldige mig, har fundet et ganske lille Albergue lige uden for Palas de Rei. Her er ikke prangende — men absolut ro.

Palas de Rei til Santa Irene * 44 km

AV for den… Det blev en lang dag i dag…

Den længste indtil nu og det var på ingen måde planen. Jeg havde en seng på hånden efter 24 km men syntes, at det var lige tidligt nok på dagen, til at stoppe. Så jeg gik videre og videre og videre. Da jeg var mør – temmelig mør, ja så var der lige lidt langt mellem de frie senge. Flere gange havde muligheder for at spørge, men gjorde det ikke. Så jeg kan kun takke mig selv.

Men det har virkelig været en skøn dag. Tidligt afsted og ud i mørket. En fin morgen der toner frem og en Casanova…. Nå ja altså – en café. Der serverede det bedste morgenmåltid – spejlæg, bacon, juice og kaffe. Så var jeg kørende. Hmmm… måske derfor km tælleren tog fart.

Lige derefter møder jeg en religiøs gruppe. De synger skoven fuld, mens de går og deler gladeligt ud af deres smittende humør undervejs. Selv min dejlige veninde og hendes mand fik glæden af dem, da jeg facetimede med dem, mens de kom syngende forbi.

Ellers vil jeg bare sige, at det har været en hed vandredag. Ikke for meget sol frem til middag, men herefter har den været en killer. En dag med mange gode indslag og de fineste stier gennem by og skov. Jeg har nydt dagen og talt meget med mig selv undervejs. Men jeg må dog indrømme, at jeg var HELT færdig efter de 44 km.

Nu er jeg indkvarteret i Santa Irene. Frisk og ny efter et bad og måske klar til at finde et sted at spise. Hmmm… restauranterne ligger ca halvanden km tilbage på ruten. Måske jeg bare skal nøjes med de oliven jeg har i tasken.

Som nogen måske har gættet, så er jeg meget tæt på Santiago nu. Vi taler lige over 20 km. Så ja, det bliver altså i morgen, at min Camino Francés får en ende. Det gør mig på sin vis trist, men også mega stolt over at være nået så langt én gang til. Endnu en livsrejse er på vej til at sætte sig dybe og skønne minder i min livshistorie. Det bliver en bevægende dag.

Santa Irene til Santiago de Compostela * 22 km

Som at komme hjem…

En hyggelig aften i går med de andre pilgrimme. Irland, Tyskland og Spanien. Take away og fælles spisning. Så dejligt.

En god nats søvn og kroppen har restitueret sig. Så på med støvlerne for de sidste 22 km til Santiago de Compostella.

Jeg har sovet lidt længe, så varmen rammer mig hurtigt. Men det er en fin vandring. Jeg slapper af og nyder hvert øjeblik. Går ind i mig selv og nærtænker rejsen.

My God… hvor har jeg dog gennemlevet meget undervejs. Så mange oplevelser. Så mange møder med pilgrimme fra hele verden. Så mange dybe snakke. Så mange km. Så mange smerter. Så mange tanker. Så meget af al ting – gråd, indsigt og selverkendelse. Så meget kærlighed og så mange venskaber. Igen i dag tændte jeg lys i en af de små kirker. Med en kærlig hilsen til dem som ikke er her mere. Men som for altid bor i mit hjerte.

Som jeg nærmer mig Santiago, græder jeg mere. Det er som om, at jeg møder min skæbne – møder mig selv. Slutter ringe og accepterer. Jeg føler mig fri og stærk.

Santiago et nået og straks mødes jeg af Chiara fra Italien, som hilser mig velkommen. Katedralen møder mig – byder mig velkommen og gensynet rører mig dybt. En kraftig følelse af at komme hjem. Jeg føler mig tryg. Jeg føler mig velkommen og hjemme.

Vi trænger begge til en øl. Men Santiago er som alle andre steder, ramt af Corona restriktioner. Så det er ikke helt nemt. Det lykkes!!

Prøver at få mit Compostella. Men også den procedure er ændret. Man skal registrere sig via en app og når man kommer til Santiago skal man have et registrerings nr. men da jeg kom havde de lukket for numre. Så nu vil jeg prøve i morgen tidlig og ellers på lørdag. What a mess!

Vel tjekket ind på San Martin Pinanario. Et meget smukt sted. Lige bag katedralen. Enkelt værelse. Ren luksus formedelst 25 € pr nat. Gik ned i byen, på den særlige gin bar. Hvilket er blevet en af mine traditioner her i byen. Derefter på byens bedste tapasbar. Så dejlige gensyn og så stor nydelse.

Satte mig på pladsen foran Katedralen. Nød Katedralens fylde, nærhed og mening. Græd!!!

Mens jeg sad der kom en tysk ung kvinde til mig. Vi har mødtes undervejs, kun sagt hej. Men i dag talte vi og græd sammen. Denne samhørighed og fælles oplevelse af Caminoens indvirkning er stærk. Vi følte den begge, så vi græd og smilte gennem tårer sammen. Det var en stærk oplevelse.

Jeg forventer ikke, at alle forstår. Men har man vandret godt 800 km fra Frankrig og tværs over Spanien, med hele spektret af kærlighed, smerte, glæde, sorg, hede, træthed og ikke mindst udholdenhed, så sker der virkelig en forandring i sjæl og krop – for altid!!

En forandring alle vi pilgrimme søger og finder undervejs!

I morgen starter jeg på min næste del af Caminoen – til Finisterre – verdens ende (3-4 dages vandring – som jeg beskrive særskilt) og så tilbage til Santiago med bus. Her skal jeg igen møde Lori og Ken fra US. Så vi har et par dage sammen i Santiago inden det går hjemover.


Camino Finisterre

SANTIAGO DE COMPOSTELA TIL FINISTERRE


Santiago de Compostela til Negreira * 22 km

På vej mod verdens ende

Jeg nævnte virvaret i går, omkring det at få sit Compostella. Da det ikke lykkedes mig at få det i går, måtte jeg i morges skynde mig ned til kontoret der udsteder disse – kl 8. Men kun for at stå i kø med de mange andre i samme situation. Da dørene endelig blev slået op kl 9, blev mit nr i køen 68. Hvilket var ok. Da jeg var færdig mødte jeg nogle med numre på den anden side af 300 og da var kl bare 10.

Alt det hurlumhej gjorde til, at jeg kom sent afsted på dagens første vandring mod Finisterre. Direkte ud i den bagende sol.Det føles lidt trist, at sige farvel til Camino Francés. Men nu hilser jeg en ny Caminovandring velkommen.

Så snart jeg fik navigeret mig ud af Santiago, fandt jeg nemt retningen mod Finisterre. En helt anden vandring i dag. Flotte omgivelser. De magiske skove der afveksles af de små byer. Her er så fint. Husene er velholdte og omgivelserne ligeså.

Området udstråler velstand. I stærk kontrast til nogle af de små landsbyer jeg lige har passeret, hvor landmandslivets hårde vilkår, til tider var et trist syn.

Det var en hård vandredag i dag. Terrænet var meget kuperet og med varmen i hælene, trak det tænder ud. Undervejs mødte jeg nogle pilgrimme, hvoraf den ene havde fået et hedeslag. De havde styr på det og havde ikke brug for hjælp. Jeg gik videre med en reminder til mig selv, om altid at passe på mig selv.

Hernede kan man få leveret brød til døren. Jeg hygger mig gevaldigt hver dag jeg ser brød leveret, hængende på døren eller stukket ind i havelågen. Nogle har særlige knager og poser til det samme. Mega hyggeligt.

Vel fremme i Negreira, finder jeg en ledig seng på Albergue San José. Ganske fint sted med en lille have, hvor jeg har nydt mit simple aftensmåltid.

Negreira til Olveiroa * 33 km

Vandring i taknemmelighed

Endnu en dags vandring på Camino Finisterre. Efter gårsdagens stegende hede, besluttede jeg en tidlig afgang i morges, så jeg kunne få glæde af de kølige timer. Det giver nogle gode km på kontoen, inden jeg begynder at smelte.

En dejlig og stille morgen, med stjernerne og månen til at vise mig vej. Mørket omkring mig er på ingen måde skræmmende. Mørkevandring er faktisk blevet et hit. Måske mest fordi jeg er til stede hele vejen, når dagen vågner. Det er helt særligt, at se himlen ændre sig over kort tid. Fra nat til dag. Med solopgange der smelter mit hjerte hver eneste gang. At høre Hanen der galer og hunden der gør. Fuglene der vågner og kalder ud i mørket, mens de pudser deres fjer, ved daggry. Jeg er vild med de stunder. Alene og så alligevel ikke.

I dag har jeg (igen) tænkt over livet. På hvor heldig og priviligeret jeg var i min opvækst, med de kærligste forældre. Omsorgsfulde og altid nærværende. Uuuh jeg kunne bruge mange kærlige ord her…!

Når jeg vandrer gennem de små landsbyer, sidder byens gamle og udslidte mænd foran deres dør i skyggen, med stokken i hånden. Det virker trist. Forhåbentlig har de haft et godt og indholdsrigt liv. Men der er ingen tvivl om, at de har slidt i deres tid. Dette syn sætter gang i tankerne om mit liv og hvad det har givet mig indtil nu. På godt og ondt. Om hvor hurtigt tiden går. Om alt det og dem som betyder allermest. Alt det jeg ikke fik gjort og alt det jeg ønsker at gøre. Men allermest hvor vigtigt det er, at være til stede i nuet og værdsætte det jeg har og det der giver mig værdi. Livet er for kort til andet!

En lang og varm vandredag finder sin afslutning på et dejligt Albergue i Olveiroa. Nu vil jeg gå ind og bestille min aftensmad. De har Pulpo på menuen – måske jeg lander der. Mums.

Olveiroa til Finisterre|Faro * 36 km

Skæbnen følger os på vej

En dejlig aften i Olveiroa. Hygge og samvær med andre pilgrimme. Fælles spisning og så godnat i en dejlig alkove på et hyggeligt Albergue.

Vågnede kl 5.45 og gjorde mig hurtigt klar til den sidste vandredag i denne omgang. En hård nyser. For hvem ønsker at runde en fantastisk mental og på alle måder givende vandring af. Ikke mig. Men det er en realitet. 900 km!

Det er en tåget morgen. Hurtigt er jeg ude af den lille fine by og skovens mørke møder mig. I pandelampens lyskegle orienterer jeg mig. Har hele tiden fokus på afmærkninger undervejs, da vandringen går op i bjergene, hvor tågen også bliver mere tæt. Jeg må jeg ikke tage fejl og gå forkert. Hele tiden søger jeg med lyskeglen og sikrer mig, at jeg er på rette vej.

Efter 3,5 km når jeg næste by. Jeg kan skimte lysskæret og snart dukker en bar op som heldigvis har tidligt åben. Det er kaffetid. Kaffe og toast med tomater bliver min morgenmad.

Mens jeg venter, høres en velkendt stemme. Chiara fra Italien. Også Patti fra Irland dukker op. Hvor hyggeligt.

Chiara og jeg går videre sammen. Møder nogle skønne spanske kvinder, som taler livligt og højt. Vi får dem hægtet af og der falder igen ro over vores vandring. Tågen fortager sig ikke, men vi nyder stilheden og de fine omgivelser. Velvidende, at det er den sidste dag på stierne.

Som vi nærmer os Finisterre, dukker havet op. Vi får de smukkeste udsigter og nyder forandringen. Akkurat som jeg træder ind i Finisterre, mødes jeg af tilråb. Det er pilgrimme fra min første del af Caminoen. Laura fra NL og Stella fra Tyskland, samt den unge tyske kvinde jeg mødte i Santiago og hendes Camino kæreste. Hvilket gensyn. De havde lige talt om mig. At de håbede at møde mig igen. Skæbnen følger os på vej.

De er kommet med bus… jeg gikTje. kkede ind på mit Albergue og så videre til Faro… der hvor man ikke kan komme længere. Jeg nyder gensynet ved 0 km stenen og erkender, at jeg gjorde det igen, men også at det er slut for denne gang.

Som jeg fordyber mig i mine egne tanker, dukker Sandra fra Vejle op. Vi mødtes i Samos. Vi nyder et glas hvidvin og så går vi tilbage til Finisterre sammen. Nu må det være spisetid og senere vil jeg måske mødes med de andre på Hippie Beach. Her er bål og hygge, hvor man kan brænde en Camino værdigenstand af, mens solnedgangen lukker dagen ned.

Happy Camino Life!

Caminoen går på hæld

Endnu en dannelsesrejse… i Caminoens ånd…

Skønne dage i Santiago går på hæld. Min Camino rejse går på hæld.Jeg har nydt dagene i storbyen. Slappet af. Besøgt mine yndlingssteder og forkælet mig selv. Mødt de fleste af min Camino familie on off. Overraskende og dejlige møder – vilde gensyn. Delt glæde, begejstring, oplevelser og historier. Vi har alle vandret tværs over Spanien!

En bedrift man kun kan være stolt af. En dannelsesrejse. En rejse i det indre. En rejse der for altid har ændret vores selvindsigt og livssyn. Det er svært at tage afsked. Det bliver svært at vende tilbage til hverdagen. Men med alt det rygsækken nu er fyldt op med, er jeg bedre klædt på. Stærkere, lettere og klar til nye udfordringer i livet. Én gang Camino – altid Camino!

Tusind tusind tak til alle jer der trofast har fulgt mig på rejsen. Tak for alle jeres fantastiske og hjertelige kommentatarer. For aktiv interesse og spørgelyst. I har rørt mit hjerte så dybt og givet mig ekstra styrke og tro undervejs. I morgen går turen hjemover til mine loveones, som jeg glæder mig usigeligt til at kramme på igen. De er SÅ meget savnet!

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen