Man bliver lidt filosofisk, når året rinder ud…

Vi nærmer os stille og roligt Nytårsaften.

Det er i disse dage, at vi lige tænker året igennem… og hver gang undres over, at tiden er fløjet afsted og endnu et år går på hæld. Fik jeg det ud af det som jeg havde tænkt – fik jeg indfriet mine forventninger og fik jeg rent faktisk gjort en forskel…

Men er der noget vi ikke helt kan spå om og forudsige, så er det netop livet og det det bringer. Vi kan forsøge, at påvirke det – men hvad der rent faktisk kommer til at ske, har vi ingen indflydelse på.

2018 har været et aktivt og spændende år for mig – men også turbulent på mange måder. Et år hvor der har været flere større skønne familiefester og sammenkomster – som har betydet nærhed og samvær.

Jeg har haft fornøjelsen og glæden af, at være på rigtig mange outdoor ture. Jeg har været på friluftskursus, jeg har været på diverse vandreweekender med overnatning i det fri –  i mit telt og i shelter. Jeg har oplevet den helt fantastiske smukke natur mange steder rundt i Danmark.

Det er svært, at sige hvad der har været det dejligste, men både Gendarmstien og Skjoldungestien, ligger klart i toppen.
Ture til Sverige – Kullen og Söderåsen, jamen alverdens steder. Jeg har været så priviligeret, at jeg har været på de skønneste ture med de skønneste mennesker.

Hver gang og igen, kommer jeg hjem med nye venskaber. Venskaber som fylder og betyder noget i én stor sammenhæng – hvor det hele bare giver mening for mig. Det er det jeg skal bruge mit liv på, udover min dejlige familie, som jeg håber på at jeg på sigt kan lokke med på nogle af de oplevelser og ture jeg synes så fantastisk godt om. At være i naturen – bruge mig selv i naturen – give mig selv det frirum til bare, at være tilstede i livet. Det er helt vildt fantastisk og det vil jeg gerne slå et stort slag for. Once again.

Fyrværkeri over Furesøen 2016/2017

Hen over året har jeg været på nogle dejlige rejser. Jeg har atter en gang oplevet dejlige, smukke, skønne Skotland. Jeg har ikke mindst gået Caminoen – den Portugisiske Camino – som også har givet mig rigtig meget.

Caminoen var en pludselig indskydelse, som nærmest kom til mig over night – og egentlig fordi, at jeg måske lige netop der i livet havde brug for, at få tømt hovedet. Fundere lidt over hvad jeg rent faktisk gerne vil med mit liv. Hvordan vil jeg lige gribe det an, osv osv. I hverdagens turbulente dagligdag, kan det være svært at fokusere på det helt elementære – helt at få øje på, hvad det rent faktisk er der skal til for ikke bare at flyde med strømmen og gøre som man altid har gjort, fordi det er det nemmeste. Det at finde den menneskelige værdi, kan være svær. Den værdi som jeg jo synes er det vigtigste – det at hvile i sig selv – det er at være glad i det man er i. Dermed ikke sagt, at man altid skal agere glad og foregive, at hver dag er en dans på roser. Men at man, når det så er svært tager hånd om det – navigerer udenom for igen, at lande på benene. Det tror jeg er det allervigtigste.

Nu går vi snart ind i et nyt år og det gør jeg sammen med én af mine gode venner, som også har påvirket mit år rigtig meget. Mest fordi jeg er – kan man kalde det; med på hans rejse i en svær tid. Han er et herligt og givende menneske – med en positiv tilgang til livet, også selvom det hele nogle gange vender på hovedet og gør ondt. Det er en rejse som vi alle sammen kunne lære noget af.

Jeg glæder mig meget til, at tage hul på et nyt år hvor jeg håber, at komme i mål med de væsentlige og nære ting i livet – på den gode måde.

Med de ord, vil jeg bare ønske jer alle sammen et rigtig GODT NYTÅR. Pas godt på jer selv – over nytåret, og ikke mindst også i fremtiden. Tag hånd om hinanden – hold af hinanden – giv hianden det der skal til for at finde den der samhørighed – overskuddet og kærligheden til hinanden.

GODT NYTÅR! ?

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen