To dages vandring i vidunderlige omgivelser, hvor overskriften er; Eventyr, Idyl & Stilhed.
49 km’s vandring fra busstoppested Birkebakkerne ved Kregme til Hundested. Grundet vejrvarsel om snestorm, valgte vi at starte to timer senere end planlagt og ca. 4 km inde i ruten, for at komme uden om dén. Det lykkedes.
Vi hoppede impulsivt af bussen ved Birkebakkerne og skulle lige finde frem til ruten derfra, henover snefyldte marker. Med lidt frem og tilbage mødte vi første stolpe der indikerede at vi nu var på Halsninoen. Markeringen på hele ruten er synlig og nem.
Vi fik det fineste vejr at vandre i. Det sneklædte landskab var betagende, til tider overraskende og nærmest eventyrligt. Ret hurtigt slog ro og stilhed os i møde. Vi mødte ikke mange på vores vej. De fleste steder var vi de første der trådte fodspor i sneen. Hvad vi hørte var for det meste kun os selv. Vores tråd i den knirkende frostklare sne.
Mødet med dyrespor i den ellers uberørte sne – harer, fugle, dådyr, egern o.m.a.. En fornøjelse tydeligt at møde dyrelivet omkring os. Smukt – rørende.
Kl. 17.16 finder vi i tusmørket gennem skoven frem til vores overnatnings shelter i Vinderød skov. Vi får hurtig tændt bål. Vi er trætte og aftenkulden melder sig. Vi rigger vores sovepladser til mens vi hygger med varm kaffe og kransekage. Jetboileren sørger for at vores aftensmad også snart kan nydes. Vi varmer os ved bålet og kravler tidligt i soveposen. Der læses højt indtil søvnen overmander os.
Efter en fin nat – omend lidt kold og med frosset vand og vådservietter – vågner vi til en solopgang mellem skovens træer. Vi tager den med ro og hygger om morgenkaffe og mad, før vi pakker sammen. Banker varme i hænder og fødder og begiver os ud på dagens sidste etape.
Og hold nu op, endnu en dag i smukhedens tegn. Blændene udsigter. Kuperet terræn. Solens stråler der på magisk vis får sneen til at blinke som det fineste sølv.
Endnu en vandredag der fører os fra det ene magiske øjeblik til det andet. Vi følger stierne. Vi forcerer de udfordringer vi møder. Vi går op og vi går ned. Hvert øjeblik tages ind og nydes. Stopper op og suger ind, ser os omkring og foreviger øjeblikket.
Inden vi får set os om lander vi i Hundested som er endestation for Halsninoen. TAK for denne unikke og smukke oplevelse, som afgjort blev forstærket af den hvide verden der omgav os – så smuk og magisk.
Hjemme igen med røde varme kinder og gode minder!
Danmark dejligst!