Livet byder på mange finurlige, spændende, ufordrende og omskiftelige muligheder. Nogle kommer af sig selv – andre fordi vi aktivt søger dem.
At kaste sig ud i noget nyt og aktivt gøre en forskel på sit livs rejse – eller overvejer at gøre det – afhængig af hvad, kan det sætte alt i et nyt perspektiv. Alt kan vendes på hovedet og give nye forfriskende muligheder. Det kan virke overvældende og uoverskueligt – men tager man det første skridt er det som om, at lavinen ruller af sig selv. Så meget, at det er vigtigt, at holde lidt igen, for ikke at forhaste projektet og dermed skyde det i sænk, før man reelt er klar til at sætte det i søen.
Jeg greb muligheden, da den bød sig, for at kaste mig ud i vandrelivet og den første vandreferie alene – mest af alt for at udfordre mig selv. Og nu, hvor jeg har kastet mig ud i min personlige blog, som så småt griber om sig. Begge dele er jeg kommet rigtig godt i vej med. Men ikke uden alverdens tanker og overvejelser, for og imod, inden.
For år tilbage, fik jeg for alvor taget hul på det vandreliv, jeg så længe havde ønsket mig at udbygge. Begyndte at vandre alene, men fandt hen ad vejen grupper jeg kunne vandre med. På turene med andre vandrere, fik jeg ny viden og inspiration, ved at høre om deres oplevelser, ture og lign. Så vandrelivet greb hurtigt om sig.
Men starten var hård. Jeg skulle ofte overtale mig selv til at få snøret støvlerne og komme afsted. Tanken om hver gang, at skulle være på med nye mennesker, var op ad bakke. Men hver gang blev det en succes, med smukke vandreruter og det viste sig hurtigt, at der var en del gengangere – som nu er venskaber, der beriger mit fritidsliv.
Den første vandreferie – til Italien, var mit første skridt ud i rejselivet på egen hånd. Du kan evt læse mit indlæg her:
Jeg glædede mig vanvittigt til, at komme afsted og samtidig, var det med en vis uro. Selvom jeg modtog en pakkeliste, gjorde jeg mig mange tanker om hvad jeg skulle have med af beklædning og udstyr. Men man bliver klogere på det hele undervejs og for hver tur udvides horisonten og vandre-garderoben.
For hver gang jeg har givet mig i kast med noget nyt, er det kun for at blive bekræftet i, at man skal gribe de chancer og muligheder der byder sig og ikke bekymre sig unødigt. De fleste af de bekymringer vi gør os, bliver aldrig til noget. Man kan hvad man vil og for det meste lander vi også på benene.
Sådan griber det om sig, med de ændringer og muligheder jeg giver mig i kast med i livet. På godt og ondt – men hver gang er og var de nødvendige og tiltrængt. For hver gang bliver jeg stærkere og får langt større selvindsigt og ro.
Jeg har flere skibe der står i kø for, at blive sat i søen og jeg føler mig rustet og klar til, at arbejde mig derhen, hvor jeg vil lade dem stævne ud – one by one.
Skibene søsættes, så snart de er klar til at sejle ved egen kraft og jeg glæder mig til at være med ombord.
Jeg ønsker fortsat, at skabe ændringer og muligheder i livet – mens jeg kan og fordi jeg kan.
Vi lever kun én gang og vi skal ikke lade os nøjes med – eller finde os i…
Vi er kaptajn på eget skib.
God vind!
