At sove i det fri
Da jeg var barn, var det at sove i mit lille indianertelt på en grøn plæne i baghaven, helt eventyrligt. Det var mit første møde med det at sove i det fri og jeg elskede at indrette mig i min lille hule.
Siden hen blev jeg spejder og var det i mange år. Her følger det helt naturligt med, at sove i telt og bivuak.
Jeg elskede det – ikke mindst når vi om aftenen samledes om bålet og sang solen ned.
Senere i mit voksen liv, blev camping igen en del af mit liv. Frihedsfølelsen bankede stadig i hjertet.
Det var givende og lige til med tre børn, at rejse på den måde.
Men børnene voksede op og teltet lagt til side og udskiftet med en campingvogn.
For få år siden rørte udbryder trangen og frihedsfølelsen på sig igen. Heldigvis.
Gennem de sidste mange år, er det – som de fleste ved – vandrelivet der fylder i min fritid. Vandrelivet er blevet min passion.
Med vandringen har outdoor livet sneget sig ind under huden på mig.
Den lille begejstrede pige, der kravlede ind og ud af indianerteltet, blev vakt til live igen.
Jeg ELSKER, at sove i naturen.
At pakke rygsækken med sit grej og gøre klar til, at komme afsted på tur, er det mest fantastiske.
Jeg kan tage mig selv i at hoppe af begejstring og glæde, når jeg finder grejet frem. Hmmm… skal jeg nu tage det ene telt med eller det andet – skal jeg have den ene sovepose med eller den anden. Osv osv…
Man må ikke gå ned på udstyr – og alligevel er der hele tiden vægten i rygsækken at tænke på.
Processen her, er i sig selv er en stor fornøjelse og booster forventningens glæde.
Men allermest er det fantastisk, efter en lang vandredag, at komme i lejr. Udse sig sin lille plet i det grønne, hvor teltet skal op for natten. Måske vælge at sove i shelter, hvis muligheden byder sig.
Eller på stranden under åben himmel, hvor stjernerne blinker livligt fra det uendelige univers, mens havets brusen vugger dig i søvn.
Hvor end jeg slår lejr, har jeg enkle og få kriterier for valg af plads.
Hvor går solen ned – hvor står solen op – hvilken udsigt er den bedste, ligesom vindretningen er vigtig. Det er for mig en del af legen – en del af denne følelse – at være fri. Fri i mine valg – fri til at gribe mulighederne. Mit helle – mit spot.
Når først jeg er på plads og min lille hule er indrettet – det være sig i telt eller shelter, så er det lejrlivet der tager over.
Lejrlivet er i sig selv en gave. Det er her der er plads til nørderi.
Det er her grej bliver testet og diskuteret. Det er her bålet bygges op og tændes. Det er her tankerne tømmes og nuet bliver det vigtigste. Det er her livet giver mening. I ét med naturen.
Når mørket sænker sig og soveposen indtages, er det tid til nattens drømme – nattens lyde. Skovens lyde, havets brusen, eller en klukkende bæk. Vinden der måske rusker i teltet, eller regnen der rammer teltdugen.
At vågne i og med naturen – måske i skovens dyb, måske ved en strandbred, måske på en fåremark i Skotland. Et sted i Danmark, i nabolandet Sverige, mit elskede Skotland eller et andet sted ude i verden.
Når jeg i det stille vågner med min frisk bryggede kaffe, mens jeg snuser den rene luft, naturen og stilheden ind – føler jeg mig HEL.
Primitivt – simpelt. Det er sådan jeg kan lide det.
Hele året!
Tilsammen giver det en uovertruffen følelse af at være til. En frihed til at give slip for en stund.
Lejren pakkes sammen – og vandringen går videre. Livets Vandring går videre – til næste lejr og næste lejr og næste lejr og….
Jeg behøver vel næppe at gentage det – men gør det alligevel. Jeg elsker at overnatte i det fri – BUM!
Prøv det – dyrk det. Det er ren livsenergi!
