…eller hvad du nu har lyst til – hop på cyklen – løb – svøm, hvad der nu hjælper dig. Men gør noget – det værste du kan byde dig selv, er at lade stå til.
Jeg er heldigvis ikke selv af den type, der stresses. Jeg kan have travlt og jeg løber lidt stærkere, men ingen stress. Jeg tror på, at det er mine vandreture og det, at jeg trækker stikket ud med jævne mellemrum der gør, at jeg kan trække vejret dybt, når det brænder lidt på og på den måde komme videre, eller sige pyt oftere.
Jeg har mennesker omkring mig, hvor det kan være en udfordring. Måske ser de det slet ikke selv og det gør mig trist, at være vidne til. For mange bliver kalenderen alt for hurtigt fyldt op – og det at være på 24/7 en normalitet – i stedet for at drosle ned og finde tid til at kigge indad. Finde mere tid til at være til stede i nuet – i øjeblikket. At det hele ikke kommer til at handle om at løbe for stærkt og brænde sit lys i begge ender.
Jeg har svært ved at tro, at det er den rigtige måde at leve på.
Selvfølgelig skal vi passe det vi skal og tillige have et socialt liv, for selvfølgelig skal vi ud og være sammen med andre mennesker, være aktive ikke mindst. Det er jeg stor tilhænger af. Men for mig at se, skal alt være med måde. Det skal helst være sådan, at man kan trække vejret helt ned i lungerne når man lægger hovedet på puden og sige… Yes, det var en dag lige efter mit hoved og efter mit sind – mit system, hvor jeg selv kunne følge med og ikke hele tiden skulle halse efter en stram dagsorden.
Jeg ved godt, at det er rigtig rigtig nemt sagt, for sådan er verden jo ikke skruet sammen. Der er hele tiden andre udefra kommende ting og deadlines der skal overholdes, på job og privat, men igen vi er kun mennesker og det synes jeg, at vi skal respektere i langt højere grad. Har vi for travlt, er vi tilbøjelige til at glemme det væsentlige i livet – eller simpelthen overse det i farten. Det er livet for dyrebart til.
Jeg har desværre flere i min omgangskreds der er ramt af sygdom og særligt en rigtig god ven, der lige nu er alvorligt syg. Ikke mindst det får mig til at tænke rigtig dybt over tingene og mit eget liv. Hvor heldig jeg rent faktisk er, der hvor jeg er. Hvor heldig man er, når man ikke er ramt af alvorlig sygdom.
Så jeg vil appellere til at gøre noget – gøre noget for sig selv, at være lidt egoistisk i ny og næ – trække stikket ud. For guds skyld træk det stik ud en gang i mellem. Få øje på dig selv og dem omkring dig – store og små – i stedet for at fare rundt fra Herodes til Pilatus. Det bliver man ikke mere lykkelig af. Find balancen i tide, så du ikke vælter omkuld – det er så svært, at rejse sig igen.
Sååå snør støvlerne, hop på cyklen, spring ud i bølgerne, eller… bare nyd at være til, alene, eller sammen med dem du holder af, ikke mindst.
Take care!
