Vores verden bløder
Uforberedte og ud af det blå, er vi landet midt i orkanens øje. I en verden der forandrer sig hurtigere end vi kan følge med. Hurtigere og mere hæsligt, end vi nogensinde kunne have forestillet os.
COVID-19, har slået benene væk under os – væk under den verden og det liv, vi kendte så godt. Alt er ude af vores hænder. Det er en utryg tid med en usikkerhed, om hvor, hvornår og hvordan vi lander på den anden side. Måske mest af alt om vi lander. Alt alt for mange bukker under og det gør ondt, at være vidne til. Mange uvurderlige mennesker verden over kæmper for, at holde sammen på det hele og gøre en forskel. Men ingen ved hvad der venter os forude, uanset hvor meget der kæmpes. Ingen kan forudsige, hvordan vores verden vil se ud herefter. Vi kan gisne – gøre os kloge på det. Men det er ukendt land for alle.
Skæbnen spiller os et puds og vi kan kun følge med.
Tankerne går tilbage til Caminoen
Det er svært at forstå, at sidste års vandring på den Franske Camino, tværs over Spaniens helt igennem smukke og levende landskaber, nu er lukket land. Et land der bløder. Et land i knæ. Et land der er betændt af en ødelæggende virus.
Spanien er som bekendt blandt flere andre lande, hårdt ramt – menneskeligt og økonomisk. Det er så trist, umenneskeligt og helt uforståeligt.
Mit hjerte bløder for dem – de lider store tab, som er svære at forholde sig til.
For rigtig mange spaniolere, er Caminoen deres levebrød – også her vil de lide store tab, på den økonomiske side.
Min vandring gennem mange af de små landsbyer, afspejlede fattigdom. De lokale arbejder hårdt for at tjene til føden. Lange og hårde dage. Alligevel mødes man altid med et smil, en venlig hilsen og til tider en snak. Imødekommende og gæstfrie.
Transmissioner på TV fra Léon – en ellers levende og festlig by med den storslåede Katedral der knejser i byens smukke centrum – viser billeder af en by i isolation. Spøgelsesagtig tom. Et helt andet billede end det der mødte mig sidste sommer.
Caminoen som jeg så inderligt har forelsket mig i – ligger øde hen. Alt er naturligvis lukket – også der. Det gør mig trist at tænke på.
Jeg ser de store vidder for mig. De langstrakte stier. De blomstrende grøftekanter. Vinmarkerne. Mødet med de små landsbyer – der indimellem afløses af en større og på hver deres måde, prangende byer. Et sceneri og en rejse som er ud over det sædvanlige.
Sidste år sprudlede Caminoen af liv.
Billeder og minder vælder frem i disse dage. Fylder mig med glæde og taknemmelighed.
Alt hvad Caminoen har lært mig, er nu til gavn. Dyrebare og værdifulde gaver for livet.
Hvis ikke det er nu, jeg skal anvende nogle af de dyder jeg lærte mig på Caminoen, hvornår så.
Værdifulde dyder som;
Udholdenhed, Håb, Solidaritet, Venskab, Tro og Mod!
Hvad mine lange vandringer på Caminoen også har givet – er venner verden over. Dybe venskaber der for altid vil bestå. En Camino-familie, der har taget plads i mit hjerte.
Dagligt og mange gange, sender jeg tanker til dem alle ude i verden og beder til, at de og deres nærmeste kommer sikkert gennem denne ubarmhjertige og hæslige krise.
Vi holder kontakt – sammen er vi stærke. På tværs af grænser og nationaliteter står vi sammen – finder styrke, tro og håb.
En verden i knæ
Vores verden bløder – vores verden er i forandring. Efter dette, vil intet være som før!
Det er en katastrofe af dimensioner der er svære at forholde sig til.
Alt sker af en årsag og jeg tror på skæbnen. Men her er årsagen svær at få øje på.
Vi alle er berørt af situatioen på forskellig vis. Men for jer der mister er det en helt ubeskrivelig sorg I går igennem – uforståelig, kynisk og hård.
Til alle verden over sender jeg mine varmeste tanker – i håbet om at I vil finde støtte, styrke og trøst, med dem der står jer nær.
Livet er værdifuldt og så ufattelig skrøbeligt, det bærer denne tid tydeligt præg af.
Pas på jer selv og jeres medmennesker!
Sammen – hver for sig, er vi stærke!
Sammen finder vi styrke, tro og håb!
