Skotland!
Jeg er Runrig fan! Runrig er et skotsk folk-rock band. Altså popper Skotland naturligvis op, også som et rejsemål.
Efter mit første besøg i Skotland i maj 2016, er det blevet til mange besøg siden.
Jeg kan ikke få nok af dette smukke, rustikke og autentiske land. Landet med de bløde grønne bjerge, så langt øjet rækker. Her er alle muligheder for at udfolde sig, også i vandrelivet. Stort og småt – vildt og råt. Road og off-road.
Ydermere, har skotterne så meget andet at byde på. Skotterne er imødekommende, venlige og gæstfrie. Deres traditionsrige historie er fængslende og facinerende. For ikke at glemme Whiskyen, som for mig er en kærkommen tilgift. Jeg er vild med deres Whisky og smager mig gerne frem, når lejligheden byder sig.
Som sagt, er Skotland et fabelagtigt land, at vandre i – men flere af mine rejser, har også indeholdt andre former for oplevelser og formål. Samvær med familie på tværs af verdenshavene – og med skotske rødder. Så det at bo privat i Skotland, er i sig selv en oplevelse. ’Highland Games’ i højlandet og ’The Military Tattoo’ på Edinburgh Castle, er stolte skotske traditioner, der hører med hvis man vil tæt på og dykke ned i traditionerne. Begge dele har jeg haft fornøjelsen af og begge har gjort dybe indtryk.
Når jeg nævner Skotland, som rejseland, møder jeg ofte en lidt negativ holdning og afstandtagen, med et ”Det regner jo altid i Skotland og Midges…” Ja, det regner i Skotland og ja, der er Midges. Og…?
Jeg har kun oplevet det smukkeste vejr – med og uden regn. Og ja Midges, som er mega generende. Men hverken regn eller Midges, er der på fuld tid. Så det er bare med at komme afsted!
Min første vandretur i Skotland i september 2016, tog udgangspunkt i Fort Augustus ved Loch Ness i højlandet. Her var jeg indkvarteret på et lille og hyggeligt familie hotel.
Hotellet var udgangspunktet for dagsturene gennem en skøn og spændende uge i vandrestøvlerne.
Første dagstur, var mødet med The Caledonial Canal, som er et system af søer, floder, broer og sluser. Området emmer af liv omkring sluserne og svingbroerne, hvor flere af slusemestrene lettede på hatten til en smilende hilsen.
Ruten indeholdt også fine strækninger, ad den kendte ”The Great Glen Way”, som går fra Inverness til Fort William.
Kysttrek på øen Isle of Skye var en oplevelse i topklasse – uendelige og smukke udsigter, bla til øerne Soay, Rum og bjergmassivet ”The Cuillins”.
Isle of Skye er en af de kendte øer i Hebriderne – helt unik og smuk.
Efter et langt trek, højt og lavt, nød vi en picnic, som var af de særlige. De store sten på den rå kyst udgjorde det for vores ”køkken og spisested”. Dog var vi plaget af Midges, hvilket ikke afholdt os fra at nyde, lækkerierne. Forklædt med net over hovederne og til megen morskab – gik det.
Til og fra Isle of Skye – mødes man af Eilean Donan Castle fra det 13. århundrede. Afgjort et besøg værd. Det emmer af spændende fortællinger og masser af skotsk klan historie i de store sale, krogede gange og tårne.
Slottet som også indgår i filmen ’Highlander’, samt James Bond filmen ’Sky Fall’.
Et trek i Cairngorm National Park – hvor passet gennem bjergmassivet, er skåret af istidens gletsjere, er uforudsigelig. Passet er brugt af handelsfolk og kvægdrivere gennem århundreder.
Nationalparken er et kæmpe område med et varieret landskab. Her findes også fem af Skotlands højeste bjerge. Så der er masser at snuse ind visuelt, på dagens tur.
Vejret bød os udfordringer, med hård blæst og regn. Så meget, at vi fandt morskab i det. At læne sig op i vinden som bærer dig, er en helt vidunderlig følelse af vægtløshed og frihed.
Nærområdet i og omkring Fort Augustus med de fem sluser og Loch Ness, udforskes bla med en dejlig sejltur på Loch Ness, for at spejde efter ”Nessie”. Jo jo… såmænd…
Lidt shopping efterfulgt af et pub besøg og fælles hygge, udgjorde en rigtig dejlig og sjov hviledag.
Men så var det også tid til bestige Ben Nevis med de 1344 m – som er Storbritanniens højeste bjerg. Et bjerg man skal have respekt for. Det siges, at seks personer årligt, mister livet på dette bjerg.
Så lidt intro omkring det trek, der lå foran os – og det samme om vejrsituationen, er yderst vigtig. Trekket tager 7 timer – 4 timer op og 3 timer ned. Bestigningen er et klassisk trek for enhver skotte med respekt for sig selv.
Et udfordrende trek, som i godt selskab – med fælles support og opbakning undervejs, var en fornøjelse, ikke mindst da vi nåede toppen og skåler sejren ind med en god velfortjent slurk medbragt Whisky – inden turen går ned igen.
Yes – min første Munro, var i hus!
Glen Coe ligger syd for Fort William og som alle de andre natur fænomener i ugens løb – fantastisk og smuk. Synet af det pyramideformede bjerg ”Buachaile Etive Mor”, er svært at se uden om. Men turen går rundt om nabomassivet ”Buachaille Etive Beag” som slutter i dalen mellem de to massiver. Den rå natur, med vand der løber ned – samles i vandløb og små vandfald, fuldender en smuk sidste dags trek.
Alt i alt – efter et møde med Skotlands fabelagtige natur og muligheder, krydret med hjemmelavet lun Scottish Pie på hver en tur og afslutningsvis, efter timelange dagsvandringer, en velfortjent pint eller Whisky i hotellets pub – er jeg solgt.
Efter dette skriv, kan ingen vist være i tvivl om, at jeg har en vis forkærlighed for Skotland.
Jeg kan på det varmeste anbefale alle, at besøge dette alsidige smukke land. Et land der byder på noget for enhver smag – og lidt til!