Ferien til Kaprun i Østrig, var en familietur, med mine børn og børnebørn.
Men skæbnen og heldet ville, at direktøren – den unge Florian – på vores hotel, er en entusiastisk bjerg-elsker, når vi taler ski og hiking. Det kom mig til gode og jeg sprang til ved den første invitation, som endte ud i to hele dage i vandrestøvlerne, med min helt egen turleder.
Som familie, nød vi vores morgener på værelses-balkonen, hvor børnebørnene ikke mindst, begejstret fulgte morgenritualet, når køerne blev gennet ud på marken overfor. En rolig, interessant og meget hyggelig måde at starte dagen på.
Bag markerne hvor køerne græssede, steg de frodige grønne
bjerge op.
Ederalm, som vi kunne se fra vores balkon, blev min første hiking med Florian.
De 1.420 meters opstigning og en fantastisk nedstigning af samme. Opstigningen
var utrolig stejl og udfordrende – men hold nu op, det vi kom op til var
fabelagtigt.
Den lille familie der holder til i en ydmyg og isoleret bolig på toppen af bjerget, tog i mod os med smil og stor gæstfrihed. Her blev vi beværtet med deres hjemmelavede ost og skinke, med et godt krus øl til, mens udsigten ud over det meste af Kaprun og Zell am See, ingen ende ville tage.
Fra dagens tur kunne vi se dæmningen ved Stausee Wasserfallboden i det fjerne – så vi blev enige om at udfordre os selv med en tur derop, dagen efter.
Det har nok til dato, været min mest udfordrende hiking
ever. Det viste sig, at der var to etaper for at komme helt op til den øverste
del af dæmningen. Voldsomme stigninger i 30 graders varme var en kamp og vi
måtte ved hvert vandløb, fylde vores vandflasker igen og igen.
Endnu en udfordring viste sig. Klatring hvor den rå og lodrette bjergvæg skulle
passeres – der var ingen vej uden om – jo, at gå ned igen, men det kom ikke på
tale. Der var kun en stålwire at sætte fødderne på – det samme til at holde
fast i. Et brusende vandfald væltede ned over os, hvilket var stressende og
forstyrrende for synet. Adrenalinen kørte på sit højeste. Fokus fokus fokus…
langsomt og med fuld koncentration, kom vi over på den anden side – step by
step. Jeg var rædselsslagen for at miste grebet og falde ned. Var det sket, tør
jeg ikke tænke på konsekvensen.
Da vi efter mange timers smuk og lidt for spændende hiking, nåede vores mål, var belønningen fabelagtig. Dæmningen var enorm og et smukt syn – bestemt anstrengelserne værd. Udmattet og sulten blev en god suppe og en stor kold øl nydt med velbehag, inden turen gik ned igen – med bus.
Helt fantastiske og uforglemmelige oplevelser – men med livet som indsats.
Da børn og børnebørn, kom tilbage efter dagens oplevelser, havde de – som jeg, meget at dele.
Dagen efter tog vi alle, en tur i en af de mange bjerglifte – som faktisk blev til tre sammenhængende lifte, op i den helt tynde luft. Vi havde en dejlig og sjov dag i bjergene. For nogle, også med herlige kælketure i den kolde sne – på en varm sommerdag.
Bortset fra et brækket kraveben på mit ene barnebarn – var
det en skøn, hyggelig og aktiv ferie med min dejlige familie, omgivet af
Østrigs smukke grønne bjerge!
Med plads til alles ønsker og interesser kommer man langt – fælles og hver for
sig.
Da det kun er mig, i denne flok der nyder vandrelivet og dets positive udfordringer – indtil videre – er det en gave, at min familie under mig hver en oplevelse og interesserer sig. De bakker op om hvert projekt jeg kaster mig ud i, hvilket betyder alverden for mig.
