Livet er smukt og sårbart.
Vi skylder os selv, at gøre vores bedste. Det bedste for, at være den udgave af os selv, som vi kan være stolte af. En udgave af os selv vi kan være tro mod. En udgave vi kan holde ud at være i.
Når livet slår kolbøtter, sættes vi på en prøve. En hård prøve. Psykisk – fysisk. Vi må kæmpe os igennem – vi må kæmpe os videre. Det være sig i sorg og svære udfordringer.
Hvor svært den end er, finder vi for det meste styrken til at komme videre. Ser lyset for enden af tunnelen.
Det er det der holder sammen på os når det er værst. Troen på og styrken, til at komme videre.
Vi har svært ved, at se det når vi står midt i orkanens øje. Men for det meste er vi stærkere end vi tror. Heldigvis. Kampgejsten og troen på livet holder sammen på os. Troen på, at noget bedre møder os når vi kommer ud på den anden side.
Styrken og overskuddet.
Skæbnen fører os ad veje vi ikke kender. Vi må blot følge med. Lade os guide og stole på, at skæbnen vil os det godt.
Det kan se sort ud – det kan være hæsligt og træls. Men skæbnens veje er uransaglige. Vi må tro på, at den fører os det rigtige sted hen. Der hvor det er meningen vi skal være. Der hvor livet gør os godt.
Min far yndede dette citat “Livet er som en barneskjorte – kort og beskidt”.
Jeg elsker det citat og bruger det ofte selv – men livet er en gave og en éngangs forteelse. Så lad os gøre os umage med det. Sørge for, at den barneskjorte bliver en anelse længere og renere.
Lære at finde meningen, glæden og forståelsen i hvad skæbnen bringer os. I de små ting – i de små skridt.
Livets Vandrig – på godt og ondt!
