Rota Vicentina | Fishermans Trail
Vandring langs Portugals smukke og rå kyst – med Atlanterhavets uendelighed og konstante brusen som følgesvend.
Meditativt – healende!
Præcis hvad jeg har brug for. At finde ro, tid og sted, til at gå ind i mig selv. Heale mig selv i en tid, hvor sorg og lidt for meget at deale med, hersker.
Det er præcis hvad denne tur kan.
I sidste øjeblik besluttede jeg mig for at tage afsted og mit valg var det helt rigtige.
Med flybilletter og en let pakket rygsæk, var jeg hurtigt klar til afgang.
Rejsedag
Tidlig søndag morgen den 29. september 2019, var der afgang fra Københavns Lufthavn mod Lissabon.
Allerede i lufthavnen mødte jeg mine første medvandrere. Resten ville vi møde i Lissabon.
Vel fremme i Lissabon, havde vi nogle få timer til rådighed, som vi udnyttede på bedste vis.
En hyggelig tur gennem de varme og smalle gader i den gamle bydel – Alfama, førte os frem til en lille autentisk restaurant. Her indtog vi en dejlig frokost og hvad er mere passende på de kanter, end Pulpo. Grillet og velsmagende.
Med lidt hurlumhej omkring billetsystemet og op og ned i Metroen, fandt vi det rigtige tog frem til busstationen, hvor de sidste deltagere mødte os.
En super god og homogen gruppe på otte, der hurtigt fandt hinanden.
Ud på eftermiddagen, kørte vi med bussen til Porto Covo. Busturen tog lige på den anden side af tre timer. Så vi var lidt møre da, vi kom frem. Men humøret stadig højt, da vi fordelte os i køjesengene på vores forhåndsbookede hostel, midt i byen. Et lille hyggeligt sted, med en tagterasse der betog os alle. Herfra kunne vi ane hvad der ventede os morgenen efter, med et lille kig til havet. Men også stjernehimlen over os. Perfekt!
Efter en fin gettogether middag på en lokal restaurant, gik vi hurtigt til køjs.
Mødet med havet | Mødet med sandet
Næste morgen blev der pakket og derefter provianteret i en lille nærliggende købmandsbutik og så afsted.
Vandrestøvlerne blev snøret og forventningerne skruet op.
Dagens rute gik fra Porto Covo til Villa Nova de Milfontes. En vandring på 20 km. Herregud – en lille smuttur. Men det skulle vise sig, at vi mødte vores udfordring. Vandring i sandet.
Hurtigt tog Atlanterhavet i mod os. Havet og dets evige brusen, som ville være vores kærkomne følgesvend, alle vandredagene.
Vi blev mødt af rå og vilde kyster – smukke udsigter – fabelagtig natur og skiftende scenerier.
Vi blev mødt af sand – dybt sand.
En vandrig man skulle vænne sig til. En vandring som på grund af sandet, blev mere intens og meditativ. Tempoet bliver automatisk et andet. Langsommere. Glidende. Det føles rart, at synke i – at lade sig føre med. Acceptere det naturen byder os. At være til stede for hvert skridt – at deale med, at sandet trænger ind alle vegne og fylder støvlerne. For mig blev det som sagt, meget intenst og meditativt.
Som vi nærmer os dagens mål, finder vi en hyggelig beach bar. Det er tid til belønning. En velfortjent pause og lidt at drikke, inden vi når dagens overnatningssted. Et overnatningssted der viser sig, at være luksuriøs. Et lejlighedshotel, med pool og bar. What’s not to like.
Vi indkvarterer os fordelt i to lejligheder. Finder hurtigt poolen og baren – andre suser til havet for en dukkert, inden spisetid.
En top lækker restaurant i selve byen, byder på en god atmosfære og lækker mad. Vi er i hopla, nyder hinandens selskab og ikke mindst, hvad der bliver serveret.
Kork-ege og solnedgang
Denne morgen starter vi med fælles gymnastik, før afgang. For nogle fedt – for andre lidt grænseoverskridende.
For hver dag, bliver vores snakke dybere og mere personlige. Det er nemt og ligetil, at træde ud af sin komfortzone.
Det er det vandring kan…
Vandre i stilhed
– i takt med sit eget indre
– i sit eget mentale rum
Vandre side om side
– åbne op
– øse ud
Flytte fødderne i timevis
– flytte grænser
Denne dags vandring er knap så lang. Med små 15 km, går dagens etape mod Almograve.
Sceneriet denne dag er mere varieret. Vi krydser floden ved Milfontes (de tusind kilder), og inden længe bevæger vi os ind i smukke lunde, som prydes af de smukke Kork-ege.
Portugal er verdens største producent af kork.
Kork-ege dyrkes i plantager, men ses også langs de større veje, i vid udstrækning. På træerne kan man se den røde stamme der står tilbage efter høst. Stammen er nummereret efter årstal for hvornår den er høstet. På de træer der er høstet sidste år og tidligere, aftager den røde farve og træet kan igen høstes 9-10 år senere.
Kork bruges som bekendt til propper, men også til punge, takser, sko, bogomslag og meget andet. Det er afgjort en oplagt souvenir, at købe med hjem.
Verdensnaturfonden anbefaler på grund af kork-egens gode effekt på miljøet, at købe ‘kork-vin’. God pointe!
Igen fører stierne os ud til havet. En brusen og en duft der er svær at undvære. Det samme gør sig gældende med vores vandring i sandet. Vi joker lidt med det, men har fundet meningen med at gå i sandet. Så vi byder det velkommen – atter en gang.
Igen i dag er strækningen langs havet betagende. For hver ny bugt vi møder, stopper vi op – snuser ind med alle sanser. Bevidste om hvor heldige vi er i netop dette øjeblik. Det er berusende smukt.
Jeg bliver ydmyg, som jeg står der og skuer ud over det uendelige. Ser havets kræfter, som hvert eneste sekund overrumpler de stridbare, grove og smukke kyster, der formes af bølger så store og kraftfulde, at man fuldt ud forstår, hvad naturen er i stand til. Men også sårbar, ved tanken om fremtiden for vores verdenshave. Med al den klima snak, kan jeg ikke undgå at blive berørt, som jeg står der. Lille bitte i forhold til dette berusende sceneri.
Almograve møder os i stilhed. En lille by, tæt ved havet. Hvilket den bærer præg af på den fine måde. Her indkvarteres vi igen på et udemærket hostel.
Jeg gik lidt for mig selv den eftermiddag og fandt dermed et helt fantastisk sted, som jeg hurtigt fik solgt til resten af gruppen – en beach bar med en helt fantastisk udsigt.
Med en velfortjent GT, hvor havet og solnedgangen genspejles i glasset, er dagen fuldendt.
En dag med mange indtryk
Efter aftenens snik snak om alt og intet, samt en god nattesøvn, starter vi ud med fornyede kræfter.
I dag handler det om 22 km til Zambujeira do Mar. Tillige får vi tilføjet gode højdemeter. Vi kommer til tops på nogle høje havsideklipper. Igen med uvurderlige udsigter.
Ruten i dag byder ind med muligheder for at møde forskellige havfugle arter. Det er dog ikke mange vi møder, andet end havmåger. Men de er nu også et helt fantastisk syn, når de lader sig svæve og føre med i vinden. Eller når de står i majestætiske flokke på de rå klipper.
Imponerende, men forladte storkereder ses på klipperne, på de mest udsatte steder. Så storke så vi desværre ingen af, da de flyver længere sydover i september/oktober.
Det er varme dage vi vandrer i og denne er ingen undtagelse. Men med mange og nye indtryk på vores vej, forsvinder den ene km efter den anden som dug for solen. Alt for hurtigt.
Vi passerer et fint fyrtårn og små gamle naturhavne. Man er ikke i tvivl om, at havet er væsentlig del af dagliglivet langs kysten.
Vi møder de gyldne farver i bevoksning og sand, samt smukke kaktusser overalt.
Man mættes af indtryk overalt, på den gode måde.
Elsker det!
Fremme i Zambujeira do mar, får vi os installeret i en lille lejlighed. Hertil er en skøn solrig altan, som vi hurtigt indtager med en kold øl, samtidig med at vi underholdes af danske navne relaterede slagere. Vi har en fest.
Middagen indtages på en lokal fiskerestaurant, med udsigt til hav og solnedgang. I’m happy!
Geologi
Er man geologisk intersseret, er dette dagen.
Dagens etape til Odeceixe, giver mulighed for at fordybe sig lidt i fortiden ved at studere dagens havsideklipper, der med tydelige tegn fortæller om tidens og naturens gang.
Endnu en dag med gode højdemeter. Naturen og udsigterne skifter uendeligt – og alligevel er det til stadighed hav og sand der er dominerende. Men tro det eller ej – vi kan simpelhen ikke få nok.
En pudsig episode… Midt i vores sandede “Sahara”, hører vi pludselig en knallert og ganske rigtig – en lokal vejrbidt ældre herre kæmper sig gennem sandmasserne med sin knallert og parkerer den. Vi morer os over det, men da vi går videre, finder han sit fiskegrej frem fra busk. Det er simpelthen hans næringsvej. RESPEKT!
Odeceixe, hvor vi skal overnatte ligger lidt inde i landet og oppe af en flod der på smukkeste vis udmunder i havet.
Sidste vandredag
Tiden flyver afsted og nu er vi på sidste vandredag. Sidste vandredag, er for mig altid sørgmodig og et hint om et snarligt farvel.
Også denne dag finder vi ud til havet. Vi nyder det sidste stræk langs kysten. Vi står alle side om side, ved den sidste bugt og skuer ud over havet. Vi tænker samme tanke. “Hvordan kan man tage afsked med havet og disse smukke omgivelser?”. Alle kommer vi frem til det samme svar “Det kan man ikke!”.
Herefter går den sidste del af turen ind i landet – mod slut byen Rogil. Byen indeholder ikke meget, men vandkanalerne og en vegetar restaurant, udover vores hyggelige residens for natten, giver os en sidste dejlig eftermiddag og aften – sammen.
På gensyn Portugal
Tidligt denne morgen står vi op til et overdådigt morgenbord, før vi afhentes af en taxa der med to timers kørsel, sørger for at vi kommer godt frem til Lissabon lufthavn og i god tid.
Endnu en gang er jeg kommet hjem, med nye venskaber, oplevelser og erfaringer i rygsækken. Jeg er kommet hjem en smule lettere. Der har været plads til det hele – tanker, snak, gråd og latter. Jeg er kommet hjem rigere!
Tak til smukke Portugal – for endnu en minderig oplevelse.
